FC Fredericia ligger lunt i svinget til en topplacering i 1. division, og målet er klart: at forsvare deres nuværende andenplads, som giver direkte adgang til Superligaen. Med præsentationen af den unge angriber Martin Huldahl signalerer klubben, at de går efter fuldt fokus på offensiven – og på at holde fast i alle nøglespillere gennem resten af transfervinduet.
Vinduet smækker i mandag klokken 23:59:59. Målet er derfor klart for FC Fredericia:
– Det ser ud til, at vi fastholder vores trup og samtidig tilfører en ung, talentfuld angriber, som vi vurderer passer rigtig godt ind. På den måde har vi i dette transfervindue styrket vores offensiv. Vi har Emilio tilbage, og vi har også fået Martin Huldahl ind som ny spiller, siger direktør Stig Pedersen.
Med forstærkning i front ønsker FC Fredericia at stå stærkest muligt i forårets afgørende kampe. Stig Pedersen understreger vigtigheden af at hente netop en offensiv spiller for at give holdet flere strenge at spille på.
– Nu er det op til Martin at bevise, at han kan komme ind og gøre en forskel. Ellers må vi se, hvad der sker med Bøndergaard til sommer. Men det har under alle omstændigheder været vigtigt for os at hente en nier og styrke vores offensive muligheder, siger Pedersen.
FC Fredericias direktør gør det klart, at Martin Huldahl ikke får nogen garanti for spilletid. Han skal bevise sit værd på træningsbanen og i de minutter, han får på banen.
– Det er op til ham selv at bevise, at han fortjener at spille og starte inde. Vi har mange dygtige offensive spillere, og han skal finde sin plads i truppen. Han er ung og skal lige vænne sig til niveauet, men vi forventer, at han bliver en større del af holdet i løbet af foråret. Det kan tage lidt tid, og det skal han have lov til. Vi har lavet en tre og et halvt års aftale med ham, så vi tror på hans potentiale, siger Stig Pedersen.
Klubben har ifølge Stig Pedersen haft et godt øje til Huldahl i et stykke tid. Især én kamp fangede Fredericia-ledelsens opmærksomhed.
– Vi har holdt øje med ham længe, og vi så ham i kampen, hvor hans hold var tæt på at slå AGF ud af pokalen. Han viste, at han var farlig foran mål og matchede AGF fysisk, samtidig med at han er en teknisk dygtig spiller. Det har været interessant for os at følge ham, og derfor valgte vi at slå til nu, fortæller Pedersen.
Nej tak til salgsbud
Selvom FC Fredericia lige nu rider på en bølge af succes, har andre klubber vist stor interesse for flere af de profiler, der har været med til at sikre klubbens topplacering. Stig Pedersen fortæller, at de har måttet afvise alle bud, fordi de ønsker at bevare truppen intakt.
– Der har været masser af interesse, men vi har afvist alle bud. Vi har fået flere henvendelser på spillere – også fra klubber på højere niveau – men vi har ikke ønsket at sælge i dette vindue, siger Pedersen.
At holde på profilerne er altafgørende, hvis FC Fredericia skal fastholde pladsen i tabellen. Foreløbig har alle parter kunnet se meningen med at sige nej til de mange bud.
– Vi har sagt nej til alt i dette transfervindue, og jeg synes egentlig, at der er en god forståelse for det – både blandt spillerne og deres agenter. Så må vi se, hvordan det udvikler sig fremadrettet. Men lige nu holder vi fast i truppen, og det er vi tilfredse med, slutter Stig Pedersen.
Med Martin Huldahl på plads og en trup uden afgange går FC Fredericia foråret i møde med et klart mål: at forsvare den andenplads, der kan bringe dem i Superligaen. Med både rutinerede kræfter og nyt blod i offensiven ser det ud til, at klubben har gode kort på hånden – og for direktør Stig Pedersen er der ingen tvivl om, at valget om at holde sammen på truppen kan blive nøglen til succes.