Region Syddanmark har besluttet at investere 15 millioner kroner i to nye forskningscentre, der skal bidrage til banebrydende forskning inden for brystkræft og svær overvægt. De to projekter, PREMIO PLUS og HELIOS, er udpeget som nye Centre for Klinisk Excellence og vil modtage 7,5 millioner kroner hver over de kommende fem år. Centrene, der er placeret på henholdsvis Odense Universitetshospital og Esbjerg og Grindsted Sygehus, vil arbejde på at udvikle nye metoder, som kan forbedre patientbehandling og -diagnostik.
Det fremgår af en meddelelse fra Region Syddanmark tirsdag morgen.
Formand for Sundhedsudvalget Mette With Hagensen (S) udtrykker stor tilfredshed med beslutningen:
– I mange år har vi politisk haft et stærkt fokus på forskning. Derfor er det også dejligt at se, at vores politiske fokus kaster dygtige forskere og vigtige forskningsprojekter på det ypperste niveau af sig. Vores sundhedsvæsen bliver hele tiden dygtigere til at stille en diagnose, behandle og forebygge sygdomme. Det bliver vi kun med hjælp fra dygtige forskere, der formulerer hypoteser, undersøger og forsker for til sidst at sætte to streger under deres forskning, som bliver omsat til ny behandling til gavn for patienterne, siger Mette With Hagensen.
PREMIO PLUS: Skånsommere metoder til brystkræftdiagnostik
PREMIO PLUS, et forskningscenter på Odense Universitetshospital, arbejder på at udvikle nye, mindre invasive metoder til at diagnosticere brystkræft. Forskerne, Malene Grubbe Hildebrandt og Marianne Vogsen, håber at kunne reducere behovet for operationer og dermed mindske risikoen for senfølger og forbedre behandlingsforløb.
– Vores primære mål i PREMIO PLUS er, at forskningen skal gavne patienterne. For at nå vores mål vil vi undersøge nyere diagnostiske metoder, der skal minimere behovet for et indgreb, reducere risikoen for senfølger og forbedre det samlede behandlingsforløb for brystkræftramte, forklarer Malene Grubbe Hildebrandt, forskningsansvarlig.
Brystkræft er en af de mest udbredte kræftformer i Danmark, og alene i Region Syddanmark lever 17.000 mennesker med eller efter brystkræft. Hvert år dør cirka 250 kvinder af sygdommen i regionen, hvilket understreger behovet for den forskning, der foregår i PREMIO PLUS.
– Vi er dybt taknemmelige for, at Region Syddanmark har valgt at støtte os i PREMIO PLUS. Denne anerkendelse styrker vores mod til at påtage os større projekter som dette, siger Malene Grubbe Hildebrandt.
HELIOS: Helhedsorienteret forskning i svær overvægt
Det andet forskningscenter, HELIOS, der er placeret på Esbjerg og Grindsted Sygehus, fokuserer på at tackle de sundhedsmæssige udfordringer, der er forbundet med svær overvægt. Forskerne bag projektet, Claus Bogh Juhl og Charlotte Overgaard, vil arbejde på at udvikle en mere individualiseret tilgang til behandling og forebyggelse af overvægt og de sygdomme, der følger med det.
– Overvægt er en af tidens store problemer. Vores fokus er ikke på kiloene, men på, hvordan vi kan reducere de sygdomsbyrder, der følger i kølvandet af overvægt ud fra flere forskellige perspektiver, siger Claus Bogh Juhl, forskningsansvarlig for HELIOS.
I Region Syddanmark lider hver femte borger af svær overvægt, og det er netop derfor, at HELIOS’ forskning er af stor betydning. Claus Bogh Juhl ser den nye anerkendelse som en mulighed for at komme hurtigere frem med deres forskning.
– Vi er så glade for den anerkendelse, der følger med. Det betyder, at vi kan komme længere og hurtigere med vores forskning. Men for mig er det vigtigste, at det betyder noget for patienterne. Det er dem, det vedrører, siger han afsluttende.