Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en lov, der skal styrke indsatsen mod kriminalitet, som skaber utryghed i hverdagen. Loven, der træder i kraft den 1. februar 2025, skærper straffen for butikstyveri og hæleri og introducerer nye initiativer mod indbrud og cykeltyveri.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Med loven bliver bødestraffen for butikstyveri og hæleri hævet, så der som minimum udmåles en bøde på 1.000 kroner i førstegangstilfælde. Derudover skal bøderne altid overstige værdien af det stjålne. Justitsminister Peter Hummelgaard udtaler, at det er vigtigt at sende et klart signal om, at kriminalitet rettet mod lokale butikker og borgere er uacceptabelt.

– Vi har i de senere år været vidne til alt for mange butikstyverier rundt om i landet. Det er uacceptabelt og grundlæggende et udtryk for mangel på respekt for andre menneskers ejendom. Derfor er jeg glad for, at vi nu sætter hårdere ind i kampen mod butikstyveri – blandt andet ved at hæve bødestraffen for at stjæle og videresælge varer fra den lokale købmand, siger Peter Hummelgaard.

Butikker og organisationer hilser stramninger velkomne

De Samvirkende Købmænd (DSK) og Dansk Erhverv roser regeringens beslutning om at stramme lovgivningen. Administrerende direktør i DSK, Jannick Nytoft, ser stramningerne som et skridt i den rigtige retning for at dæmme op for butikstyverier, der ifølge ham skaber utryghed hos både ansatte og kunder.

– De Samvirkende Købmænd har gennem lang tid arbejdet for stramninger for at dæmme op for de mange butikstyverier, der er forbundet med store udgifter for butiksejerne, og som skaber utryghed hos medarbejdere og kunder. Derfor hilser DSK naturligvis de kommende stramninger velkommen, udtaler Jannick Nytoft.

Hos Dansk Erhverv deler man glæden over stramningerne. Fagchef Henrik Lundgaard Sedenmark ser skærpelsen som et vigtigt skridt mod at skabe mere tryghed i detailhandlen.

– Antallet af butikstyverier er steget markant de senere år. Det er dybt bekymrende og udtryk for et normskred. Straffen for en forseelse er et udtryk for, hvor alvorligt et samfund ser på forseelsen. Dermed er en forøgelse af straffen for både butikstyveri og hæleri et udtryk for, at samfundet tager disse forbrydelser endnu mere alvorligt, og det hilser vi meget velkomment i Dansk Erhverv, siger han.

Ny indsats mod cykeltyveri og unge lovovertrædere

Foruden skærpelserne i straffen for butikstyveri og hæleri indeholder loven initiativer rettet mod cykeltyveri og økonomisk kontrol med unge, der begår kriminalitet. Politiet får fremover mulighed for stikprøvekontrol af cyklister uden konkret mistanke for at finde stjålne cykler. Samtidig udvides økonomisk kontrol med unge i alderen 18-25 år, der begår indbrud eller hæleri. Det indebærer blandt andet, at de unge ikke må foretage større økonomiske dispositioner uden rettens godkendelse.

Loven er en del af regeringens udspil “Sammen om en tryggere hverdag”, der blev præsenteret i februar 2024. Udspillet fokuserer på at bekæmpe kriminalitet, som påvirker danskernes hverdag og tryghed.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Tilmeld
Notify of
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer