Fyns Politi har udsendt en advarsel her til morgen efter en række sager om kontaktsvindel i Faaborg og omegn. På få dage er der anmeldt fire fuldbyrdede tilfælde og to forsøg, hvor især ældre borgere er blevet udsat for svindel med deres betalingskort.

I alle sagerne ringer en gerningsmand til borgerne og udgiver sig for at være fra banken. Kort efter ankommer en anden person til borgerens adresse for at hente betalingskortet, som herefter misbruges i hæveautomater. Ifølge politiet har de seneste sager ramt fem kvinder og en mand i alderen 55 til 94 år.

Politiet advarer: Smæk røret på

Politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politi opfordrer borgerne til at være på vagt. 

– Vi beder borgerne i Faaborg-området passe på deres penge, og vi håber, ved at være hurtigt ude med den her advarsel, at vi kan forhindre at yderligere borgere bliver snydt i den her omgang. Det man skal, hvis man bliver forsøgt svindlet er, IKKE at lade sig presse og i stedet smække røret på, lyder det i advarslen.

Han anbefaler desuden, at man kontakter sin bank eller et familiemedlem for at få bekræftet, at alt er i orden.

– Man kan efterfølgende evt. tage kontakt til ens egen bank eller et familiemedlem, hvis man har brug for at blive betrygget i, at man har gjort det rigtige.

Fotos af formodet gerningsmand offentliggjort

Fyns Politi har offentliggjort billeder af en af de formodede gerningsmænd, der mandag den 6. januar blev fanget på overvågningskamera ved en hæveautomat i Østergade i Faaborg.

Du kan se billederne og finde mere information på politiets hjemmeside: politi.dk.

Sådan undgår du at blive snydt

For at forebygge kontaktsvindel minder politiet om nogle vigtige råd:

  • Du skal som udgangspunkt aldrig udlevere dit betalingskort, pinkode eller MitID til nogen.
  • Hverken banker eller politi beder om at få kort eller pinkode udleveret.
  • Smæk røret på og døren i, hvis nogen vil have udleveret kort eller koder.
  • Kontakt din egen bank, bankrådgiver eller et betroet familiemedlem, hvis du er i tvivl.
  • Mistænker du, at du eller en pårørende er blevet svindlet eller snydt, så kontakt politiet på 114.
  • Ring til dit teleselskab og få oprettet “Udeladt nummer”, så det ikke kan søges frem på Krak m.m.

Hvis du har været udsat for forsøg på svindel eller genkender personen på billederne, opfordrer Fyns Politi til, at du kontakter dem på 114.

Efterforskningen er fortsat i gang, og politiet arbejder på at identificere alle involverede i sagerne.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her