Fredericia – og i bredere forstand den del af Trekantområdet, der grænser op mod Lillebælt – bidrager i særlig grad til at løse Danmarks behov for energi og logistik. Vi er plastret til med motorveje, jernbaner, industrivirksomheder, energivirksomheder, havne og broer. Vi er belastet af speciel støjforurening og miljøbelastning fra opgaven med at løse disse vitale samfundsopgaver. 

Men vi har også brug for natur, frisk luft og ind imellem at være dem, der ikke skal belastes, konkret af de solcellemarker, der er foreslået i Herslev. Herslev, som i forvejen har fornøjelsen af at have en motorvej igennem baghaven. 

Derfor er det simpelthen ikke vores tur til at lægge areal til solcelleparker i det åbne land. Jeg er med på at vi har en miljø-, klima- og samfundskritisk opgave, som vi på landsplan skal løse i fællesskab. Og vi vil i Fredericia hjertens gerne løfte vores del af ansvaret, og lægge areal til solcelleparker. Men hvorfor kan det ikke være på tagene af vores eksisterende bygninger? Ja, den nuværende havnelov forhindrer eksempelvis Taulov Dry Port i at sætte solceller op på allerede bebyggede arealer. Men så må havneloven laves om. 

Den grønne omstilling er afgørende for vores fælles fremtid. Men når den bliver det på bekostning af miljøet, bliver det hele for absurd. Få nu loven lavet om, så vi kan få solcellerne op der, hvor der allerede er bygget. Og lad lige Herslev og Fredericia og andre tæt industrialiserede områder få en pause fra at gøre endnu et indhug i det åbne land, som vi værdsætter så højt. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her