Når man træder ind i Café Rita i Middelfart, er det ikke kun maden og kaffen, der vækker hyggelige stunder blandt gæsterne. Bag disken står en ejer med en mission – en mission om at skabe noget særligt, for at ære sin mors minde. Og nu er den lille café, der startede som en drøm for syv år siden, blevet nomineret blandt de seks bedste caféer på Fyn i konkurrencen om titlen som Danmarks Bedste Café.

Foto: Mette Demant Iversen

– Det er en fantastisk anerkendelse af vores daglige arbejde, fortæller Mette Demant Iversen, ejer af Café Rita, tydeligt stolt over nomineringen.

Hun fortsætter med at understrege betydningen af at være i selskab med andre prominente caféer som Under Uret i Svendborg og Emmy’s Kaffebar i hjembyen Middelfart.

– At blive anerkendt som én af de bedste i regionen er virkelig noget særligt.

For Mette har caféen altid været mere end blot en forretning. Det er hendes livsværk, der startede som en hyldest til hendes afdøde mor, og derfor har denne nominering en helt særlig personlig betydning.

– Jeg har altid ønsket at gøre min mor stolt, siger hun og tilføjer, at det også er en sejr for hendes personale og gæster, der har støttet hende gennem årene.

– Det her er lige så meget deres anerkendelse, som det er min.

Nomineringen kom som en overraskelse for Mette og hendes team.

– Vi blev vildt glade og positivt overraskede, forklarer hun og fortæller, hvordan beskeden kom, mens hun var væk fra caféen.

– Da min køkkenchef ringede og fortalte det, kunne jeg næsten ikke tro det. Jeg tænkte: ‘Er det her en rigtig nominering?’ Men ja, det var det, siger hun og udtrykker senere:

– Jeg anede ikke, at så mange ude fra også støttede os. Det er fantastisk at se, hvor meget vores gæster værdsætter vores arbejde, både her fra Middelfart og gæster fra Sjælland og Jylland.

Mette reflekterer over, hvad der har været afgørende for, at caféen har opnået denne store anerkendelse, og det står klart, at hun ser succesen som et resultat af et stærkt samarbejde. For hende handler det ikke kun om hendes egen indsats, men om hele teamets dedikation og hårde arbejde, der hver dag bidrager til at skabe den særlige atmosfære og høje kvalitet, som gæsterne værdsætter. Med et smil og tydelig stolthed siger hun:

– Vi fokuserer altid på gæsterne og god service, og vi laver al maden fra bunden. Uden mit fantastiske personale kunne caféen ikke klare det. Det her er et stort skulderklap til dem alle. […] Vi er som en lille familie her, og vores gæster kan mærke det. Vi er kendt for vores tapas og brunch, men det er lige så meget atmosfæren, der tiltrækker folk. Det er altid god energi her.

Og det at vinde titlen som Danmarks Bedste Café vil da også være en milepæl, ikke blot for Mette personligt, men også for hendes team og gæster.

– Det vil betyde alverden, siger hun først med et varmt smil, og fortsætter:

– Jeg har knoklet for caféen, og at vinde ville være en stor personlig sejr.

Ordene får Mette til at tænke tilbage på sin rejse som café-ejer.

– Jeg startede for syv år siden med ingenting og har bygget det hele op. Det har været en spændende, udfordrede og hård rejse, men Middelfarts opbakning har betydet meget.

Med et spændende nyt projekt i horisonten – Café Rita Golfen i Middelfart Golfklub – ser Mette frem til næste kapitel i caféens udvikling.

– Det bliver en ny hverdag for os, og vi glæder os til at byde både golfspillere og andre gæster velkommen.

For Mette og hendes team er det en rejse, der på ingen måde er slut – tværtimod.

– Jeg er enormt taknemmelig for mit fantastiske personale og Middelfarts opbakning. Uden dem kunne vi ikke nå hertil.

Danmarks Bedste Awards er arrangeret af Min By Media og involverer brugere fra hele landet, der stemmer på deres favoritter. Sidste år var der tæt på 100.000, der stemte.