BUSINESS. Raffinaderiet i Fredericia kan i dag fejre 60 år i byen. Crossbridge Energy markerer jubilæet som seks årtier med lokal forankring, arbejdspladser og industriel udvikling – og med et blik rettet både bagud og fremad.
Ifølge direktør Finn Schousboe er jubilæet først og fremmest en anledning til at hylde de medarbejdere, der gennem generationer har drevet og udviklet raffinaderiet.
»Det er medarbejderne, der har gjort forskellen. Både de nuværende ansatte og alle dem der i løbet af raffinaderiets levetid har haft deres dagligdag hos os. Raffinaderiets udvikling over årene bygger på deres indsats og vilje til hele tiden at udvikle sikre, ansvarlige og effektive løsninger. 60-års jubilæet tilhører dem«, siger Finn Schousboe.
Samtidig lægger virksomheden vægt på, at Fredericia har haft stor betydning for raffinaderiets udvikling.
»Vi skylder Fredericia og vores samarbejdspartnere en stor tak. Vores ambition er at blive ved med at være en aktiv og ansvarlig del af byen – både som arbejdsplads, som samarbejdspartner og som motor for industriel aktivitet i området. Vi ser tilbage med stolthed – og fremad med ambitioner«, lyder det fra virksomheden.
Gennem de 60 år har raffinaderiet udviklet sig i takt med samfundet, energimarkedet og de stigende krav til sikkerhed, effektivitet og ansvarlig drift. Virksomheden har løbende investeret i medarbejdere, nye processer og samarbejder, så den fortsat kan skabe værdi og forsyningssikkerhed for Danmark. Det understreges ifølge Crossbridge Energy også af en netop indgået langsigtet aftale med det danske forsvar, der viser raffinaderiets betydning for dansk sikkerhed.
Siden etableringen har raffinaderiet spillet en central rolle i Fredericias industrielle udvikling og er blevet en del af Danmarks moderne industrihistorie. Derfor er Crossbridge Energy nu ved at få udarbejdet en jubilæumsbog om raffinaderiets historie.
»Raffinaderiets historie fortjener at blive gengivet af de personer, som var med fra første spadestik og alle dem, der i forskellige roller har præget raffinaderiet hen over årene. Det er ikke kun for vores egen skyld, men fordi vi har at gøre med et stykke af dansk industrihistorie, der er vigtig at få fortalt«, siger Finn Schousboe.
Jubilæet markeres med en uformel fest for nuværende ansatte og pensionistforeningen, mens eksterne samarbejdspartnere og kunder inviteres ved en anden anledning.











