Æsops fabel om hyrdedrengen bliver som regel fortalt som opdragelse. Drengen keder sig på bakken, råber ulv for sjov, og da ulven omsider kommer, gider ingen løbe op til ham. Moralen serveres for børn ved sengetid. Man skal ikke lyve. Men den læsning er for lille. Fablen handler om noget dyrebarere end drengens karakter. Den handler om landsbyens tillid, som er den slags kapital, et fællesskab kun kan bruge én gang. Hyrden mistede sine får den dag, sandheden endelig kom, og ingen længere fandt det umagen værd at løbe op ad bakken.
Det er værd at have i baghovedet efter tirsdagens borgermøde i byrådssalen, hvor Fredericia Kommune viste borgerne en kurve, der styrtdykker mod nul. Kassebeholdningen falder ifølge fremskrivningen til 162 mio. kr. i 2029, og i den mekaniske forlængelse ender den i minus 449 mio. kr. i 2033. Der er bestilt et sparekatalog. Alvoren var til at tage og føle på, og den var oprigtig. Ingen skal beskylde hverken borgmester eller stabschef for at spille komedie.
Problemet er et andet. Vi har hørt råbet før. I 2017 fik fredericianerne at vide, at der var styr på økonomien, og at kassebeholdningen var robust. I valgåret 2021 hed budgettet »Fredericia i balance«, samtidig med at det selvsamme budget forudså en kasse på omkring 150 mio. kr. i 2024. Da regnskabet for 2024 blev gjort op, stod der 642 mio. kr. Prognosen ramte næsten en halv milliard ved siden af, og den ramte ved siden af i den retning, som dansk kommunaløkonomi systematisk rammer ved siden af i. Budgetloven straffer merforbrug og belønner forsigtighed, og derfor har landets kommuner siden 2011 år efter år brugt milliarder mindre, end de selv havde planlagt, mens kasserne voksede til rekordniveau. Så sent som i foråret udkom kommunens eget regnskab under overskriften »Vi passer på velfærden«. Otte måneder senere står borgerne foran en kurve mod afgrunden.
Sådan opstår fablens situation. Skiftende byråd har på skift råbt balance og råbt ulv, alt efter hvor i valgperioden man befandt sig, og hver gang med tal, der så autoritative ud på en skærm. Den borger, der tirsdag aften sad i byrådssalen og tænkte, at det her har jeg hørt før, er hverken kværulant eller konspirationsteoretiker. Vedkommende har bare en hukommelse.
Og her kommer fablens egentlige brod. For denne gang kan ulven være ægte. Ørsted-millionerne, som i årevis reddede prognoserne og fyldte kassen mere op end ventet, ventes nu at forsvinde helt. Kommunen ligger over medianen på syv af ni serviceområder, hvilket hverken Christiansborg eller økonomiaftaler kan bære skylden for. Der findes med andre ord et strukturelt problem, som fortjener at blive taget alvorligt. Faren er, at det drukner i ekkoet af alle de tidligere alarmer. Æsop vidste det for to et halvt årtusinde siden. Det farligste øjeblik i en landsby er det, hvor advarslen er sand, og troværdigheden er brugt op.
Derfor er opgaven for byrådet større end at finde 200 mio. kr. Byrådet skal genopbygge den tillid, som årtiers stop-go-fortællinger har slidt på. Det kunne begynde med tre ærlige øvelser. Læg frem, hvor præcist kommunens flerårsprognoser historisk har ramt, år for år, så borgerne selv kan veje kurven. Skeln åbent mellem den del af kassefaldet, der er politisk besluttet nedsparing af en historisk stor opsparing, og den del, der er ægte ubalance. Og fortæl vælgerne det samme før et valg, som forvaltningen fortæller byrådet efter det. Intet af dette koster en krone. Det koster kun den politiske bekvemmelighed ved at kunne skrue alvoren op og ned efter kalenderen.
Borgermødet var et godt første skridt, og Borgerdialogudvalget fortjener anerkendelse for at åbne regnearket for byens borgere. Men dialog er mere end formidling af kurver. Den dag, kommunen tør vise borgerne, hvordan den forrige kurve mod nul endte, vil landsbyen igen løbe op ad bakken, når der bliver råbt. Det kan vise sig at blive den vigtigste besparelse af dem alle.
