Hvad er en fair pris for overskudsvarme, og hvordan fordeles værdien mellem de aktører, der leverer og aftager den. Det er nogle af de komplekse spørgsmål, som Syddansk Universitet og DIN Forsyning nu er kommet tættere på et svar på i innovationsprojektet Sektorkobling Syddanmark.
Projektet, der er faciliteret af Energy Cluster Denmark og støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, blev afsluttet med succes i foråret 2026. Målet har været at værdisætte sektorkobling – altså samspillet mellem el, varme, køling, transport og industri – i et dansk energisystem, der er i hastig forandring med nye teknologier som Power-to-X og datacentre.
»Når vi kobler sektorer, kan vi udnytte restprodukter – som for eksempel overskudsvarme – og skabe nye synergier i energisystemet,« siger Buster Bukart Hansen, ph.d. ved Institut for Mekanik og Elektronik på Syddansk Universitet og partner i forløbet.
En central udfordring for energisektoren er at omsætte tekniske muligheder til konkrete investeringsbeslutninger. Projektet har derfor udviklet et beslutningsstøtte- og screeningsværktøj, der kan identificere og værdisætte sektorkoblingsprojekter på tværs af aktører. Værktøjet rummer blandt andet analyser af energistrømme, aktørscreening og barrierer kombineret med økonomiske modeller, der belyser både den samlede samfundsøkonomi og den enkelte aktørs business case.
»For fjernvarmen har det været afgørende at finde svar på, hvad en fair pris for overskudsvarme er – og hvordan vi fordeler værdien mellem aktørerne,« siger Buster Bukart Hansen.
Projektet har derfor udviklet en ny metode, der kombinerer teknisk analyse og spilteori for at sikre en mere retfærdig værdifordeling – et område, hvor der hidtil har manglet konkrete værktøjer.
Hos DIN Forsyning har projektet bidraget med ny viden om, hvordan fremtidens energisystem kan udvikles og integreres.
»Vi arbejder allerede med sektorkobling og har et komplekst energisystem med mange forskellige energikilder. Projektet har givet os en endnu bedre forståelse af, hvordan vi kan bringe overskudsvarmen i spil og forstå nye aktører som Power-to-X,« siger Kim Stenholdt Madsen, senior projektleder ved DIN Forsyning.
Analysen tager blandt andet afsæt i Esbjerg, hvor potentialet for udnyttelse af overskudsvarme – eksempelvis fra elektrolyse – er betydeligt, og hvor samarbejdet mellem industrien og forsyningssektoren er centralt. Gevinsterne ved sektorkobling er ifølge projektet blandt andet øget energieffektivitet, reduktion af CO2-udledning, større fleksibilitet i energisystemet samt øget robusthed og forsyningssikkerhed.
Løsningerne er dog ikke simple, understreger Kim Stenholdt Madsen.
»For fem år siden handlede sektorkobling primært om el. I dag handler det om langt mere – reststrømme, varme og samarbejde mellem mange aktører. Det er komplekst,« siger han.
De udviklede metoder og modeller er designet, så de kan anvendes i andre dele af Danmark og potentielt internationalt. Ambitionen er at skabe et bedre beslutningsgrundlag for investeringer i fremtidens energisystem, hvor både forsyningsselskaber, industri og myndigheder kan træffe mere kvalificerede valg.
»Projektet sætter turbo på udviklingen af de forretningsmodeller, der er nødvendige for at realisere sektorkobling i stor skala. Det er til gavn for både industrien og samfundet,« siger Buster Bukart Hansen.











