KRIMI. En 35-årig kvinde fra Kolding Kommune blev mandag eftermiddag sigtet, efter at hun på elløbehjul kørte over for rødt i Kolding og viste sig at være påvirket af stoffer. Det oplyste vagtchef Arno Rindal Petersen ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag.
Klokken 15.20 så en patrulje kvinden køre ad Sønder Havnegade i vestlig retning, hvor hun kørte over for rødt ved Jens Holms Vej. Patruljen bragte hende til standsning og konstaterede, at hun var påvirket af stoffer.











