For første gang i fire år kan gæsterne i Givskud Zoo – Zootopia igen opleve løveunger, og der er lagt op til et sandt babyboom hos parkens løver. To af flokkens tre hunner har født med få ugers mellemrum, og det første kuld på fire unger har nu fået adgang til det store køreanlæg. Flere unger forventes hen over sommeren.

»Vi har ventet på det her øjeblik, og nu kan vi endelig fortælle, at der igen er løveunger i Givskud Zoo – Zootopia. Det er godt for flokken, og det er vi naturligvis meget tilfredse med«, siger direktør i Givskud Zoo – Zootopia, Rasmus S. Nielsen.

Hunnerne er selv født i parken, og de er alle førstegangsmødre. Derfor følger dyrepasserne udviklingen tæt, fortæller biolog i parken Kim Skalborg Simonsen.

»Førstegangsmødre skal lære deres nye rolle at kende, og der er altid en risiko for, at ikke alle unger klarer sig. Men, vi glæder os over, at der igen er kommet unger i flokken. Vi håber selvfølgelig, at flere med tiden kan være på vej«, siger han.

Ungerne er stadig små, og introduktionen til det store anlæg foregår på mor og ungers præmisser. Derfor kan der i starten være tidspunkter, hvor de tager en pause i krattet, men i takt med at de vokser, vil de også blive mere aktive i anlægget.

At der er gået hele fire år uden løveunger i parken, har en helt naturlig forklaring. Parkens seneste avlshan døde i slutningen af 2021, mens hans unger stadig var små. Det betød, at en ny han ikke kunne introduceres til flokken, før de unge hunløver var blevet kønsmodne. I naturen vil en ny han nemlig typisk slå andre hanners unger ihjel for selv at kunne føre sine gener videre, og den samme adfærd ses også i zoologiske haver.

Derfor gik der flere år, før den nuværende han med de helt rette gener, Varis, kunne flytte ind. Han viste sig dog i lang tid ikke at være interesseret i hunnerne, men da introduktionen endelig lykkedes, gik der ikke længe, før de første tegn på drægtighed viste sig.

Givskud Zoo – Zootopia har i øjeblikket to løveflokke. Fire hunner går sammen i et anlæg, mens en han og tre hunner samt det første kuld på fire killinger kan opleves i det store køre-løveanlæg.