FC Fredericia hentede lørdag en sejr på 2-1 over Silkeborg IF i en træningskamp på JYSK Park, hvor varmen gav svære betingelser. Silkeborg kom bedst fra start og fik tidligt en stor mulighed på en friløber, men herefter arbejdede FC Fredericia sig bedre og bedre ind i kampen. Holdet fik sat sig mere på bolden, og Patrick Egelund stod bag et af de bedste forsøg i kampens indledning.
Offensiven fortsatte med at skabe fine situationer. Et godt indlæg fra Dahl fandt Hansborg foran mål, som dog ikke fik rent træf på bolden, og efter 18 minutter kæmpede Nemo Thomsen sig stærkt fri og var tæt på at bringe FC Fredericia foran.
Efter 30 minutter blev der holdt en kort pause i den intense varme, inden et par udskiftninger blev foretaget. I anden periode kom Emilio tæt på at være fri til en stor mulighed i feltet, hvor han dog blev væltet og gik i græsset. Dommerens fløjte forblev tavs.
Kort efter bragte Silkeborg sig foran, da Gammelby med en flot scoring gjorde det til 1-0.
Efter 45 minutter fulgte en større udskiftning, og ti minutter senere kom udligningen. Andreas Pyndt hamrede bolden i nettet med et flot venstrebensdrøn og gjorde det til 1-1.
Efter endnu en pause ved de 60 minutter fortsatte FC Fredericia med at lægge tryk på Silkeborg, og fem minutter senere kom føringsmålet. Emilio pressede flot, erobrede bolden og lagde til Hansborg, der med en stærk venstrebensafslutning sendte bolden helt op i nettaget til 2-1.
Silkeborg var tæt på med en stor chance i slutminutterne, men Birksø var vågen i målet og fik stærkt slået afslutningen over.
Dermed kunne FC Fredericia tage fra Silkeborg med en sejr på 2-1 efter en god testkamp, hvor mange spillere fik minutter i benene.











