Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Rejsekort & Rejseplan A/S for vildledende markedsføring. Vurderingen er, at selskabet har givet forbrugerne det indtryk, at de var nødt til at bruge en billet-app, hvis de fortsat ville kunne rejse med offentlig transport, selvom der hele tiden ville være et ikke-digitalt alternativ.

I forbindelse med lukningen af det fysiske rejsekort kørte selskabet en større kampagne, der oplyste, at forbrugerne skulle benytte en billet-app. Ifølge Forbrugerombudsmanden fremgik det ikke klart og tydeligt, at man fortsat ville kunne rejse uden en app, og flere elementer i kampagnen vurderes derfor at have været egnet til at vildlede.

Kampagnen var omfattende og blev ført på sociale medier, på reklameskilte på stationerne og på informationsskærme i busser og tog. Desuden blev rejsekortets tjek ind-standere på stationerne dækket med hætter, der bar kampagnens budskaber. På flere af disse hætter stod der, at det fysiske rejsekort lukkede, og at man i stedet skulle bruge en af de nævnte billet-apps, uden at det fremgik, at et fysisk alternativ stadig ville findes. I en række opslag på Facebook fremgik oplysningen om alternativet kun, hvis forbrugeren trykkede »se mere« nederst i opslaget.

Forbrugerombudsmanden har modtaget over 35 klager fra forbrugere over markedsføringen. Selskabet selv mener ikke, at der er tale om vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen mener, at sagen er et tydeligt eksempel på vildledning.

»Man giver nogle oplysninger, men udelader andre væsentlige oplysninger – for at påvirke en bestemt adfærd hos forbrugeren, i dette tilfælde at skifte til en app i stedet for et fysisk rejsekort. Dermed kunne forbrugerne ikke træffe deres valg på et tilstrækkeligt oplyst grundlag«, siger han.

Han fremhæver desuden, at sagens karakter skærper alvoren.

»Vi ser det som en skærpende omstændighed, at kampagnen har været så omfattende, og at offentlig transport ikke er noget, man bare kan fravælge«, siger Torben Jensen.

Han understreger, at forbrugerne kan have mange grunde til ikke at ville eller kunne bruge en billet-app, og at selskabet derfor fra kampagnens begyndelse klart burde have oplyst om det fysiske alternativ.

Sagen handler om markedsføringslovens bestemmelser, der forbyder både vildledende handlinger og vildledende udeladelser. Sidstnævnte dækker blandt andet over at skjule eller udelade væsentlige oplysninger eller præsentere dem på en uklar måde.