Foto: DLG
Foto: DLG

BUSINESS. DLG har sat holdet for de næste to år. På repræsentantskabsmødet i Vejle onsdag den 6. maj blev bestyrelsen valgt for perioden 2026-2028, og her fortsætter Carl Christian Lei som formand. Med på holdet er fire nye ansigter, og samtidig er en kendt profil fra det globale energimarked trådt ind som eksternt medlem.

Bestyrelsen tæller i alt tolv medlemmer, fordelt på syv ejervalgte, to medarbejdervalgte og tre eksterne. Kristian Frandsen, Bente Tang og Søren Andersen er nyvalgte ejerrepræsentanter, mens Dorte Himmelstrup og Jørn Munk fra ejersiden samt de eksterne bestyrelsesmedlemmer Susanne Koch Mørch og Anita Eckhardt havde valgt ikke at genopstille.

»På vegne af DLG’s ejere vil jeg gerne sende en stor tak til alle afgående bestyrelsesmedlemmer og anerkende dem for deres indsats gennem de seneste år«, lyder det fra bestyrelsesformand Carl Christian Lei.

Ved konstitueringen besluttede bestyrelsen, at formandskabet fremover består af formanden samt to næstformænd. Næstformandsposterne blev besat af Carsten Hänel, der har siddet som eksternt medlem siden 2022, og Mikael Geday, der er CFO i Grundfos og indtrådte i bestyrelsen som eksternt medlem i februar 2025.

Formanden lægger vægt på, at den nye sammensætning kombinerer rutine med fornyelse. »Det er en stærk bestyrelse, der repræsenterer en bred vifte af kompetencer og har en rigtig god balance mellem erfaring og fornyelse. Der er både rutinerede kræfter, der sikrer kontinuitet og erfaring, og nye medlemmer, som kommer med friske perspektiver og værdifulde input. Det giver os et solidt udgangspunkt for det videre arbejde med at sikre langsigtet værdiskabelse til gavn for selskabet og DLG’s ejere«, siger Carl Christian Lei.

Han retter blikket fremad og peger særligt på den igangværende transformation. »Nu skal vi kigge fremad og sikre at mulighederne i DLG udnyttes. Jeg vil arbejde for et stærkere DLG, og i bestyrelsen står vi samlet om at understøtte den transformation, vi er i gang med. Det er afgørende for vores langsigtede udvikling og konkurrencekraft, at der bliver leveret på ReGen, og vi er godt på vej«.

Repræsentantskabet valgte desuden Emma Mazhari som nyt eksternt bestyrelsesmedlem. Hun er CEO for Maersk Oil Trading og Vice President, Head of Energy Markets hos A.P. Møller Maersk og bringer erfaring fra trading og det globale energimarked med ind i bestyrelseslokalet.

»Jeg er glad for, at en så stærk profil som Emma Mazhari indtræder i vores bestyrelse. Det understøtter vores ambitioner om at styrke bestyrelsens strategiske kapacitet, at hun kommer med betydelig erfaring indenfor trading samt indgående viden om det globale energimarked. Det er stærke kompetencer, der giver os endnu bedre forudsætninger for at navigere i en kompleks og foranderlig omverden«, siger Carl Christian Lei.

DLG’s bestyrelse 2026-2028 består af Carl Christian Lei som formand, ejervalgt, samt de ejervalgte Jens Myhren, Kristian Frandsen, Bente Tang, Per Sognstrup, Lars Hansen og Søren Andersen. De medarbejdervalgte medlemmer er John Kristensen og Kim Svendsen, og de eksterne medlemmer er næstformændene Carsten Hänel og Mikael Geday samt Emma Mazhari.