KULTUR. Arbejdet har stået på siden 2022. I samarbejde med de tre kunstakademier har Fredericia Kommune udviklet et projekt, der skal indrette kunstværksteder med tilhørende faciliteter i den gamle Bülows Kaserne. Byrådet har afsat fem millioner kroner i anlægsbudgettet som kommunens medfinansiering, og resten af pengene skal komme fra fonde.
Sideløbende er der foretaget en række undersøgelser af, om Depotgårdens kreative værksteder, der i dag holder til andet sted i byen, kan flytte ind i Kulturkasernen. Og en tredje aktør er allerede en realitet. Bülows Makerspace har til huse i Kulturkasernen og driver et teknologiværksted i delvist renoverede lokaler i bygningen.
På mandagens møde i §17, stk. 4-udvalget for Kulturkasernen lægger forvaltningen et oplæg på bordet, der skal forholde sig til den fremtidige drift af alle tre værkstedstyper. Det er en drøftelsessag, ikke en beslutningssag, og selve oplægget bliver først præsenteret på mødet.
Mødet afholdes mandag den 4. maj. Forvaltningen indstiller, at udvalget drøfter oplægget.











