Folkeskolelærerne i Fredericia står til at få en ændret hverdag, hvis anbefalingerne i kataloget »Fredericia i fremtiden« bliver fulgt. Tre af de 24 anbefalinger berører direkte lærernes arbejdsvilkår og faglige opgaver. Den mest konkrete anbefaling handler om lærernes arbejdstid.

»Fredericia Kommune ligger lavt i forhold til nabokommuner, så vi foreslår derfor at give lærerne mere tid til undervisning. Vi foreslår også at ensrette aftalen om lærernes timenorm med normen i andre kommuner,« står der i kataloget.

Besparelsespotentialet vurderes som »højt«.

Timenormen er det antal undervisningstimer, en lærer har i løbet af et skoleår. Når kataloget anbefaler at ensrette normen med andre kommuner, betyder det i praksis, at lærerne i Fredericia skal undervise mere, end de gør i dag. Den tid, der tilsvarende forsvinder fra lærerens samlede arbejdstid, vil være tid, der i dag bruges på forberedelse, efterbehandling, møder og elevsamtaler.

Aftalen om lærernes arbejdstid er en lokalaftale mellem Fredericia Kommune og Danmarks Lærerforening. En ændring af aftalen vil kræve forhandling mellem parterne.

Større klasser

Den anden anbefaling handler om klassekvotienterne. Kataloget foreslår, at kommunens folkeskoler sammenlægges på færre matrikler, og at klassekvotienterne optimeres.

»Målet er at skabe et økonomisk råderum for på længere sigt at kunne få bedre og mere moderne læringsmiljøer,« står der i kataloget.

Besparelsespotentialet vurderes som »meget højt«.

Optimering af klassekvotienten betyder, at der skal flere elever i hver klasse. Den maksimale klassekvotient i folkeskolen er i dag 28 elever, med mulighed for at gå op til 30 i særlige tilfælde. Hvor kommunen ligger i dag, og hvor den skal ligge fremover, fremgår ikke af kataloget.

Flere specialelever i den almene klasse

Den tredje anbefaling handler om specialområdet. Kataloget peger på, at Fredericia Kommune har et højt serviceniveau på specialskoleområdet, og foreslår, at en større andel af kommunens specialtilbud prioriteres på de almene folkeskoler.

»Den enkelte elev får en tættere tilknytning til den almene skole med afsæt i den enkeltes behov,« står der i kataloget.

Besparelsespotentialet vurderes som »meget højt«.

For de almene lærere betyder anbefalingen, at flere elever med særlige behov skal rummes i den almene klasse. Kataloget beskriver ikke, hvilke kompetencer, ressourcer eller støttefunktioner der skal følge med.

Et mål om højere karakterer

Parallelt med anbefalingerne om arbejdstid, klassestørrelser og specialundervisning opstiller kataloget et mål om, at elevernes karakterer skal løftes. Målet står på side 5 blandt de fire overordnede mål for kommunens fremtid.

Kataloget indeholder ikke en faglig redegørelse for sammenhængen mellem de strukturelle anbefalinger og målet om højere karakterer.

Anbefalingerne er ikke vedtaget

Anbefalingerne er på nuværende tidspunkt et oplæg til orientering for det nye byråd. De er ikke politisk vedtaget. En ændring af lærernes timenorm vil desuden kræve forhandling med Danmarks Lærerforening.

Fredericia i Fremtiden

Kataloget »Fredericia i fremtiden« er et 30 sider langt dokument udarbejdet af Fredericia Kommunes direktion med kommunaldirektør Thomas Jaap i spidsen. Det er optaget som punkt 13, orientering, til byrådets møde og er offentligt tilgængeligt på fredericia.dk. På side 3 står tre erhvervsprofiler navngivet som arbejdsgruppen: ADP-formand Christian Herskind, Monjasa-CFO Rasmus Ravnholdt Knudsen og T. Hansen Gruppens CEO Bent Jensen. Som faglig rådgiver er anført cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Sofie Holme Andersen. Men AVISEN har undersøgt det nærmere, og de har ikke underskrevet rapporten eller står på mål for indholdet. De har dog præsenteret nogle tanker for byrådet i forbindelse med et netop overståede seminar på Nymindegab Kro i weekenden.