KRIMI. Der er torsdag en større indsats på Indre Ringvej i Fredericia i krydset mellem Nymarksvej og Indre Ringvej, ved siden af Kirstinebjergskolen Afd. Havepladsvej. En lægehelikopter er landet på stedet, og ambulancer, politi og brandvæsen er til stede.

Politiet har afspærret området. 13:34 er TrekantBrand blevet tilkaldt til brand i hus, og derfra er der senere bestilt en lægehelikopter.

Det er endnu ikke klart, hvad der er sket præcist. AVISEN undersøger sagen og vender tilbage med flere oplysninger. Men lige nu skal trafikanter i området finde af andre veje.

Opdateret 14.46: Redningskøretøjerne er de ved at pakke sammen. Der er ingen røgudvikling på stedet. Der er to brandbiler tilbage, men de er ved at pakke sammen. Der holder en ambulance i indkørslen. Lægehelikopter og lægeambulance er væk fra stedet.

»Vi modtog en anmeldelse klokken 13.34 om brand i en villa. To personer er bragt til behandling. Den ene med helikopter og den anden med ambulance. Vi har ikke en status på tilstand eller skader,« fortæller Thomas Rasmussen fra Sydøstjyllands Politi.

Ulykken skete, da et yngre par torsdag eftermiddag ville tænde en havelampe med etanol ved deres rækkehus på Indre Ringvej. Lampen eksploderede, og manden blev slemt forbrændt i hovedet og på brystet, mens kvinden pådrog sig forbrændinger på hænder og fødder.