OPINION. Fredericia skal være et godt sted at bo. Det er der bred enighed om, og en af de faktorer, som kan spille en vigtig rolle er, om der er rent drikkevand i hanerne. Og det er der efter alt at dømme.

Ingen af de 7 almene vandværker i Fredericia kommunen overskrider de skrappere grænseværdier, som der på landsplan er lagt op til at indføre.

Der var ellers i fjor problemer i kommunen med, at der ikke i tide var taget hånd om de såkaldte BNBO’er (BoringsNære BeskyttelsesOmråder), altså arealer tæt på vandboringer til den almene forsyning. Det skulle der nu være helt styr på, hvilket lover godt for det fremtidige drikkevands kvalitet, både med hensyn til pesticidrester, nitratindhold og fx PFAS.

At det lige nu ser fornuftigt ud, er i imidlertid ikke nogen garanti fremadrettet. Gift- og næringsstoffer kan være mange år undervejs gennem jorden ned til drikkevandet, så der er gode argumenter for skrappere grænseværdier, herunder forbud mod pesticider på drikkevandsområder.

Det vil SF være parat til at stemme for, selv om fx Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, mener, at Danmarks drikkevand har det helt fint. Denne påstand modsiges dog af, at mange vandboringer landet over er lukket de seneste år, efter konstatering af for højt indhold af
problematiske stoffer – et kedeligt resultat af mange års uforsigtighed.

Beskyttelse af drikkevandet til Fredericia borgere kan dog ikke kun løses lokalt, eftersom en stor del af vores drikkevand hentes i nabokommuner. Vi er derfor også afhængige af drikkevandskvaliteten uden for kommunegrænsen, hvilket taler for landsdækkende skrappe grænseværdier og beskyttende lovgivning.

Drikkevand er et politisk område som kræver rettidig omhu, så besværlig og dyr rensning kan undgås. Her vil SF kende sin besøgelsestid!

Af Karina Lorentzen Dehnhardt, folketingsmedlem for SF, og Ole Olsen, 1. suppleant til byrådet for SF