En stor bid af Kanalbyens sydøstlige hjørne kan blive rammen om et nyt erhvervskvarter. Fredericia Kommune har modtaget en anmodning fra Kanalbyen P/S om at igangsætte en lokalplan for et 3,3 hektar stort areal tæt på Crossbridge Energys havneterminal, og forvaltningen indstiller, at arbejdet går i gang. Teknik- og Miljøudvalget behandler sagen mandag den 13. april.

Planen skal muliggøre op til 35.150 etagemeter erhverv i byggefelterne 32-36. Området grænser op til Lillebælt mod syd, havneterminalen mod øst og parken Søndervold mod nord.

Intentionen er at tiltrække erhvervstyper, der kan fungere side om side med Kanalbyens boliger, men processen beskrives som kompleks. Der er en lang række miljøforhold at tage højde for, herunder oversvømmelsesrisiko, nærhed til en risikovirksomhed og et forureningsfølsomt område. Forvaltningen ønsker derfor at sætte lokalplanen i gang, allerede inden der foreligger et færdigt skitseprojekt.

Fredericia Kommunes mål er ifølge kommuneplanen at gøre kommunen til en attraktiv og erhvervsaktiv kommune med gode muligheder for virksomhedsetablering i netop Kanalbyen.