OPINION. Der er øjeblikke i politik, hvor man er nødt til at lægge de pæne fraser væk og kalde tingene ved deres rette navn. Dette er et af dem.
Når en amerikansk præsident taler, opfører sig og reagerer på en måde, der burde få enhver ansvarlig voksen til at trykke på alarmknappen, så er problemet ikke længere kun manden, men også systemet omkring ham. Donald Trump er ikke bare endnu en kontroversiel politiker. Han er blevet symbolet på noget langt farligere: et politisk miljø, hvor det absurde bliver normalt, hvor løgn bliver strategi og hvor rå magt bliver solgt som lederskab.
Det mest foruroligende er næsten ikke Trump selv. Det mest foruroligende er den føjelighed, han møder. Politikere, kommentatorer og internationale ledere bøjer nakken, smiler pænt og håber, at stormen går over. Som om verdensfreden er et HR-problem, der
kan klares med kaffe og konsulenttone. Det er den ikke.
Hvis Vesten virkelig vil kalde sig et værdifællesskab, må vi også turde sige fra, når magt bliver persondyrkelse, og når udenrigspolitik forvandles til impuls, hævn og ego. Ellers er vi ikke stærke. Så er vi bare velklædte statister i et farligt teaterstykke.
Samtidig må Europa se sig selv i spejlet. Alt for ofte opfører vi os som et kontinent, der gerne vil tale om demokrati og selvstændighed, men som i praksis lister baglæns ud af lokalet, når Washington hæver stemmen. Det er ikke værdig.
Verden er blevet et farligere sted, fordi alt for mange med magt ikke længere bliver mødt af modspil, men af undskyldninger. Når medierne mere spørger, hvad den stærke mand mon gør i morgen, end om han overhovedet burde have magten i dag, så er der noget råddent i maskinrummet.
Det gælder ikke kun USA. Det gælder hele den vestlige politiske kultur, hvor voksne mennesker alt for ofte spiller imponerede i stedet for at være principfaste. Der kommer sjældent noget godt ud af at gøre galskab til normaltilstand.
Vi burde være voksne nok til at sige det højt.
Af Poul Rand, liberal skribent og kommentator
