I 1929 formulerede Nathalie Krebs sin vision for det nye stentøjsværksted med fire enkle principper: rene farver, enkle former, reelt håndværk og god teknik. Det var et manifest snarere end et salgspitch, og det blev begyndelsen på et af dansk designhistories mest bemærkelsesværdige kapitler.

Fra den 25. januar og frem til den 20. september 2026 sætter Designmuseum Danmark udstillingen SAXBO – stentøj til folket til at fortælle historien om, hvad der skete dernæst.

En donation åbner historien

Anledningen er en ny samling. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har museet erhvervet 104 værker fra en dansk privatsamling, og de giver nu mulighed for at nuancere en fortælling, der aldrig er blevet fuldt fortalt.

For Saxbo var ikke blot et designstudie. Det var to kvinders bevidste opgør med et felt domineret af hæderkronede institutioner som Bing & Grøndahl og Den Kongelige Porcelainsfabrik. At de lykkedes, er historien. At de lykkedes på de præmisser, de selv satte, er paradokset.

Krebs og Stæhr-Nielsen

Nathalie Krebs stod som direktør og glasurmester i spidsen for værkstedet fra etableringen frem til lukningen i 1968. Hun var konstruktøren bag Saxbos særegne glasurer i grønne, blå, brune, gule og hvide nuancer, der hurtigt vakte international opmærksomhed.

I 1932 ansatte hun den unge keramiker Eva Wilhjelm, der siden tog efternavnet Stæhr-Nielsen. Det viste sig at være et afgørende valg. I de følgende årtier designede Stæhr-Nielsen hovedparten af Saxbos modeller, herunder den Spaltekande, der blev synonym med selve begrebet klassisk Saxbo stentøj, og som i dag er genudgivet af firmaet Spring Copenhagen.

Deres samarbejde var tæt og ligeværdigt, og udstillingen er den første til at behandle det som det, det var: et unikt makkerpar, der tilsammen skabte noget, ingen af dem nok kunne have skabt alene.

Stentøj til folket, indkøbt af verden

Saxbos erklærede ambition var at producere til »hr. og fru Danmark«. Stentøjet skulle ikke kun befinde sig i museumsmontrer, men bruges i hjemmene.

Alligevel endte det netop i museerne. Metropolitan Museum of Art i New York, Victoria & Albert Museum i London og Nationalmuseum i Stockholm indkøbte alle værker fra værkstedet. Det er det paradoks, udstillingen udfolder: hvordan noget, der var skabt til folket, blev verdenskendt som kunst.