Fredericia Kommune og Business Fredericia vil gerne gøre et godt førstehåndsindtryk. Derfor hænger der nu en ny, stor plakat på Fredericia Banegård, der byder alle ankommende velkommen til byen.
Plakaten er blevet til i et samarbejde mellem bosætningskonsulent Iben Bonne Jensen fra Business Fredericia og Visit Fredericia. Den illustrerer byens skønhed og brede udvalg af oplevelser og henvender sig til alle, der lander på banegården, uanset om de er turister, pendlere eller potentielle tilflyttere.

»Vi ville gerne have haft flere plakater hængende på banegården, men de resterende montrer er reserveret til DSB og Banedanmark,« siger Iben Bonne Jensen.
Velkomstbrev i E-boks til nye borgere
Plakaten er bare ét element i en bredere indsats for at tage godt imod nye fredericiensere. Kommunens tilflyttere modtager også et velkomstbrev, der sendes klimavenligt via E-boks i samarbejde med Fredericia Kommune.
»I brevet får tilflytterne vigtig viden om deres nye hjemkommune, en invitation til en af de populære fællesspisninger på Kulturkasernen, en voucher til en guidet bytur og en flot hilsen fra borgmesteren,« fortæller bosætningskonsulenten.
Derudover kan både potentielle og faktiske tilflyttere få personlig sparring og hjælp til at komme godt fra start i Fredericia Kommune via en tilflytterservice på telefon og mail.
»Der kommer mange spændende spørgsmål ind,« siger Iben Bonne Jensen.
Særlige vouchers til værnepligtige
Et andet spor i bosætningsarbejdet retter sig mod de kommende værnepligtige på Ryes Kaserne. Fredericia Shopping og bosætningskonsulenten har i tæt samarbejde med en af de fire arbejdsgrupper tilknyttet kasernen videreudviklet et voucher-koncept, der inviterer de værnepligtige til at bruge byen.
Med særlige tilbud fra byens butikker, restauranter, oplevelser og velværesteder er målet at skabe en stærk forbindelse mellem de unge soldater og Fredericia. Vouchers bliver lige nu testet i en ny app, som forsvaret har udviklet, og konceptet videreudvikles yderligere, inden det første hold 11-måneders værnepligtige starter til august.

»Bosætningskonsulenten bliver desuden sammen med Museum Fredericia inviteret til at byde hvert hold værnepligtige velkommen på Rådhuset sammen med borgmesteren,« siger Iben Bonne Jensen.
Bosætningskonsulenten arbejder løbende på at udvikle eksisterende tiltag og skabe nye ved siden af de mange andre opgaver, stillingen rummer.










