LOKALT. Mandag morgen i Jyllandsgade. Gågaden er stille endnu, butikkerne har ikke åbnet, og regnen fra weekenden er trukket videre. Bag ruden i nummer 39 er der allerede lys. Inde i Kurt’s Kaffebar dufter det af friskmalede bønner, som det har gjort hver morgen i over ti år, og bag disken står en kvinde, der for første gang skal åbne stedet som sin egen.
Pia Starning ser ikke nervøs ud. Men det var hun. »Det var med en vis spænding her i morges,« fortæller hun. »Vi havde lidt internetudfordringer og nogle strømudfordringer. Men vi kom i gang, og nu kører vi.«
Fra lørdag til mandag
To dage tidligere var der fuldt hus i kaffebaren. Lørdag den 28. februar holdt Ismail Kurt Ulusoy sin afskedsreception, og Fredericia mødte op i alle formater. Forhenværende borgmester Uffe Steiner kom, stamgæster der havde drukket kaffe hos Ismail i ti år kom, og børn kom med slikposer for at sige tak for alle de slikpinde, de havde fået af manden bag disken igennem årene.
Mandag var lokalet det samme, men stemningen en anden. Ikke dårligere, ikke bedre, bare ny. Pia Starning stod, hvor Ismail havde stået, og betjente de kunder, der kom ind ad den samme dør, bestilte den samme kaffe og satte sig ved de samme borde. De eneste borde, der var anderledes, var dem, hvor julestjernerne var væk. »Mit vildeste tiltag i dag har været at fjerne julestjernerne fra bordene,« siger Pia Starning med et grin. »Ellers har jeg ikke lavet noget om.«
Ti år og tre ejere
Kurt’s Kaffebar har en historie, der er længere end de fleste gågadecaféer. Stedet blev grundlagt af Kurt Egebro, der gav det sit navn og sin sjæl, og som i 2015 solgte det videre. Det gik først til Kennet Kjestrup, der udvidede lokalerne, og kort efter til Ismail Kurt Ulusoy, der med sin kone Agathe Darville overtog driften i 2016 og forvandlede kaffebaren til noget, der lignede en institution mere end en forretning.
Ismail var uddannet tømrer, men han var først og fremmest vært. Han kendte sine gæster, han huskede, hvad de drak, og han gav børnene slikpinde. Da corona lukkede byen ned, byggede han stedet om med egne hænder, lærte sig at svejse og satte en ny reol op, fordi han ikke var typen, der stod stille. I næsten ti år var han ansigtet i Kurt’s Kaffebar, og for mange fredericianere var et besøg hos Ismail ikke bare en kop kaffe, men en del af hverdagen.
Nu er det Pias tur. Og hun ved godt, hvad det betyder. »Jeg har været i lære hos Ismail hele februar. Jeg har kæmpe respekt for den hjælp, han og drengene har givet mig,« smiler hun.
Ikke lave om på noget, der fungerer
Spørger man Pia Starning, hvad hun vil ændre, er svaret så kort, at det næsten ikke er et svar. Intet. Kaffen er den samme. Maden er den samme. Bønnerne ristes og males bag baren, som de altid har gjort. Kagerne står fremme, som de altid har stået. Og den stemning, der i over ti år har fået folk til at beskrive stedet som Fredericias hyggeligste kaffebar, den har Pia Starning ikke tænkt sig at røre ved. »Vi skal ikke lave om på noget, der fungerer,« siger hun. »Kaffe og mad og alle de ting, det kører videre.«
Det er en sætning, hun gentager flere gange i løbet af samtalen, som om det er vigtigt for hende at slå fast, at det her ikke handler om at sætte sit eget præg, men om at passe på noget, andre har bygget op. Måske med tiden tilføje nogle ting, lidt andet kage, siger hun, men ikke nu. Nu handler det om at komme i gang.
Det, der er nyt, er holdet bag disken. En fuldtidsansat og en ungarbejder er startet samme dag som Pia selv, og de har holdt deres første lille møde. »De er klar, og det er de sødeste piger. Vi skal lige lære hinanden at kende, og så kører vi på,« fortæller hun.
Pia Starning har prøvet at være chef før og er ikke nervøs for den del. Men hun ved, at en kaffebar ikke kun er en arbejdsplads. Det er et sted, folk kommer hen, fordi de har lyst, ikke fordi de skal, og det forpligter på en anden måde end de fleste jobs.
Samme kaffe, nye hænder
Mandag formiddag var stemningen i Kurt’s Kaffebar ifølge Pia præcis, som den plejer. Folk kom forbi for at sige hej, ønske tillykke og hilse på den nye ejer. Stamkunderne var der også, som de altid er, og man kan forestille sig, at nogle af dem kiggede lidt ekstra efter, om kaffen smagte, som den skulle. Det gjorde den.
»Jeg håber, fremtiden bliver god, som den altid har været,« siger hun og tilføjer så slutteligt: »Måske endda lidt bedre, hvis jeg er heldig.«
Så vender hun sig mod espressomaskinen, og Kurt’s Kaffebar kører videre. Med ny ejer, nye hænder og den tredje generation bag en disk, der har stået det samme sted i over ti år. Julestjernerne er væk. Kaffen er den samme. Og duften af friskmalede bønner hænger i Jyllandsgade, som den gør hver morgen, uanset hvem der står bag disken.
Læs også
