En midaldrende mand er torsdag eftermiddag omkommet i en arbejdsulykke ved Holemarken i Otterup. Manden blev påkørt af en bakkende lastbil i forbindelse med sit arbejde.
Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 15.20. Flere vidner deltog i førstehjælp, men mandens liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død af en ambulancelæge.
Den dræbte og føreren af lastbilen var kolleger i samme virksomhed. De pårørende er underrettet.
Bilinspektør, Tungvognscenter og Arbejdstilsynet blev kaldt til stedet.
Det oplyser Fyns Politi i en myndighedsmeddelelse torsdag aften.









