SAMFUND. Luna Arab er 17 år. Hun er født i Syrien og kom til Danmark som femårig med sin familie. Hun har gået i dansk folkeskole, er vokset op i Middelfart og taler det sprog, der tales her. I dag går hun på Middelfart Gymnasium & HF, hvor hun drømmer om at tage en universitetsuddannelse.
Men i Folketingets Indfødsretsudvalg stillede Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn for nylig et spørgsmål til udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund om en ung syrer, der søger dansk indfødsret. Ifølge Enhedslistens Peder Hvelplund, der har delt spørgsmålet på Facebook, lød det blandt andet, om ministeren er enig i, at efternavnet Arab er »uforeneligt med at ville være dansk«, og om vedkommende bør »flytte tilbage til sit arabiske hjemland«.
Det spørgsmål fik det til at vende i maven på en hel skole i Middelfart.
»Vi blev simpelthen alt for kede af det«
Betina Axelsen er rektor på Middelfart Gymnasium & HF. Da hun og kollegerne hørte, hvad der var sket, valgte skolen at handle. Ikke som politisk aktør, understreger hun, men som en skole med et ansvar for sine elever. »Man kan sige, at noget af det, der ikke ligger til grund for vores opslag, det er et ønske fra skolen om at være med i en politisk debat. Vi er en skole, som rummer mange forskellige politiske synspunkter, så det er ikke med den dagsorden, vi går ud,« siger Betina Axelsen.
Men der var simpelthen en grænse, der var blevet overskredet. »Der var simpelthen så mange af os, der blev kede af at høre, at en politiker havde nævnt ordet remigration i sammenhæng med en af vores elever. Og det udelukkende på baggrund af hendes efternavn. Ingen overvejelse om, hvem hun er, eller hvad hun har gjort,« siger rektoren.
Resultatet blev et opslag på gymnasiets sociale medier, der sluttede med ordene: »Luna Arab hører til hos os. Ikke som et symbol. Ikke som en brik i en politisk debat. Men som den, hun er: en helt almindelig gymnasieelev, klassekammerat, ven og veninde. Et navn er bare et navn.«
Opslaget spredte sig
Skolen havde forventet, at opslaget ville blive set af forældrene. Måske nogle af gymnasiets samarbejdspartnere. Det gik anderledes. Opslaget spredte sig langt ud over Middelfarts grænser og blev delt og kommenteret i et omfang, der overraskede rektoren.
»Jeg tror simpelthen, at vi har ramt et behov,« siger hun. »Jeg er meget bekræftet i, at Danmark grundlæggende er et virkelig godt samfund, hvor vi respekterer hinanden. Uanset holdninger og det ene og det andet, så gælder det om, at vi kan tage en kop kaffe, og vi kan tale sammen og udveksle meninger.«
Men lige netop det at en ung gymnasieelev blev nævnt ved navn i et politisk spørgsmål alene på baggrund af sit efternavn, har tilsyneladende fået mange til at reagere. »Det tror jeg for rigtig, rigtig mange danskere føles grænseoverskridende simpelthen. At det ikke er noget, vi identificerer os med,« siger Betina Axelsen.
Et mønster fra Indfødsretsudvalget
Mikkel Bjørns spørgsmål om Luna Arab er ikke et enkeltstående tilfælde. Som formand for Folketingets Indfødsretsudvalg har han gjort det til en vane at stille spørgsmål til ministeren, hvor ansøgere til dansk statsborgerskab nævnes ved navn. DR har tidligere dokumenteret, at Bjørn i forbindelse med én behandlingsrunde stillede 53 spørgsmål, hvor han 27 gange nævnte ansøgere ved fulde navn – blandt andet med henvisning til deres opslag på Facebook.
Den praksis er blevet kritiseret af Eva Ersbøll, seniorforsker emerita på Institut for Menneskerettigheder, som har kaldt den »imod almindelige retsstatsprincipper«.
Men hvor tidligere sager har handlet om ansøgeres sociale medier eller baggrund, går spørgsmålet om Luna Arab et skridt videre: Her er det selve pigens efternavn, der bruges som argument.
Enhedslistens indfødsretsordfører Peder Hvelplund reagerede med <a href="http://<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/post.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2FPederHvelplund1967%2Fposts%2Fpfbid0UEFEFe4EFvFkJMKM53HrcrXBHTxsHkotSwGTiGJKXQ3BpBnYZEUNTBjdzPhMyf67l&show_text=true&width=500" width="500" height="715" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowfullscreen="true" allow="autoplay; clipboard-write; encrypted-media; picture-in-picture; web-share">et opslag, hvor han kaldte spørgsmålet »nederdrægtigt« og pegede på, at ministerens svar heller ikke tog eleven i forsvar. Minister Rasmus Stoklund svarede formelt, at han ikke kan forskelsbehandle ansøgere på baggrund af navn, nationalitet eller religion, da det ville være ulovlig forskelsbehandling. Men han fordømte ikke spørgsmålet i sig selv.
»Ministeren konstaterer blot lakonisk, at han ikke kan forskelsbehandle. Ikke et ord om, at det ville være helt utilstedeligt, og at han selvfølgelig ikke vil,« som Peder Hvelplund formulerede det.
»Man skal ikke hive en uskyldig gymnasieelev ind«
Betina Axelsen understreger, at skolen ikke ønsker at være politisk aktør. Men hun erkender samtidig, at opslaget var en bevidst markering. »En af vores fornemmeste opgaver – og det gælder alle gymnasier i Danmark – det er at forberede de unge til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund. Og i det hører jo også, at man siger, hvad man mener,« siger hun. »Her havde vi som ansatte rigtig meget brug for at markere, at det her synes vi er forkert i forhold til det ønske om det samfund, vi har, og de regler, der gælder.«
For hende var det også vigtigt, at eleverne så skolen handle efter de værdier, den underviser i. »Det er også rigtig meget for, at eleverne skal se skolen gøre det, som vi faktisk prøver at opfordre dem til – nemlig at deltage i samfundet med de holdninger, man nu har,« siger Betina Axelsen.
Men der er grænser for den politiske debat, pointerer hun. Man må gerne gå til hinanden, men det skal være mellem ligeværdige deltagere. »Man skal jo ikke hive en uskyldig gymnasieelev ind.«
Et navn er bare et navn
Luna Arab skulle egentlig have været dansk statsborger sammen med sin familie. Men lang sagsbehandlingstid betød, at det ikke lykkedes, og nu skal hun vente nogle år endnu.
Betina Axelsens håb er, at debatten sætter noget i gang. »Dels at vi bør ytre os, når vi har en holdning. Og så synes jeg også, det er værd at overveje, når vi debatterer, om vi gør det på baggrund af nogle holdninger, eller om vi ender med at hænge hinanden ud,« slutter hun.
