Genskabelse af en meningsfuld verden?

SAMFUNDSANALYSE: Vi lever i en verden, hvor meningsløsheden, usikkerheden, tvivlen og angsten for fremtiden i stadig stigende grad er ved at tage magten fra os, både som borgere og som samfund. Der er også tegn på, at den magt overtages af dem, der udnytter denne forestillede meningsløshed, krisetilstand, usikkerhed, tvivl og angst til egen vinding ved at fastholde fokus på og ved at skabe den ene krise efter den anden?

Men hvad gør vi, hvis vi, som borgere i et demokratisk samfund på trods af ovenstående, ønsker at genskabe en meningsfuld hverdag og verden for alle borgere? En meningsfuld, sikker, troværdig og tryk verden med en fælles retning og mål for fremtiden. I min søgning på besvarelsen af dette spørgsmål, som jeg også har kredset om i tidligere artikler, faldt jeg over den østrigske psykiater Viktor E. Frankls teoretiske perspektiver om meningsdannelse. Det handler denne samfundsanalyse om.

Man’s Search for Meaning

I 1946 udgav den østrigske psykiater Viktor E. Frankl bogen Man’s Search for Meaning. Den er siden blevet en af det 20. århundredes mest læste eksistentielle bøger. Over 16 millioner eksemplarer af bogen er solgt. Det er ikke en selvhjælpsbog. Det er en analyse af menneskets natur skrevet på baggrund af erfaringer og observationer som fange i koncentrationslejrene Auschwitz og Dachau under 2. verdenskrig.

Frankls hovedpointe er radikal i sin enkelhed: Menneskets primære drivkraft er ikke lyst (Freud) eller magt (Adler), men mening. Selv under de mest ekstreme, umenneskelige vilkår observerede han, at de, der kunne finde eller fastholde en mening med deres lidelse, havde større psykisk modstandskraft.

Som han formulerer det:

“Those who have a ‘why’ to live, can bear almost any ‘how’.”

På dansk: ”De, der har et ‘hvorfor’ at leve for, kan udholde næsten ethvert ‘hvordan’”. Citatet er oprindeligt Nietzsche, men Frankl gjorde det til sit eksistentielle grundprincip.

Lejren som laboratorium for menneskelig natur

Første del af bogen er en nøgtern, næsten klinisk beskrivelse af livet i koncentrationslejrene. Ikke for at dvæle ved rædslerne, men for at analysere den menneskelige adfærd under ekstreme forhold.

Frankl beskriver tre psykologiske faser:

1. Chokfasen ved ankomsten
2. Apati og følelsesmæssig afstumpning som overlevelsesstrategi
3. Desillusion og bitterhed efter befrielsen

Men hans vigtigste observation handler ikke om brutaliteten. Den handler om frihed. Selv i lejren, hvor alt var taget fra fangerne, var én frihed tilbage:

“Everything can be taken from a man but one thing: the last of the human freedoms – to choose one’s attitude in any given set of circumstances.”

På dansk “ Alt kan tages fra et menneske undtagen én ting: Den sidste af de menneskelige friheder – at vælge sin holdning i enhver given situation.” Det er her, Viktor Frankls logoterapi blev født.

Logoterapien: Viljen til mening

Frankl udvikler sin terapeutiske tilgang – logoterapien – på baggrund af disse erfaringer. Den bygger på tre grundantagelser:

1. Viljen til mening: Mennesket drives fundamentalt af ønsket om at finde mening.

2. Meningens individualitet: Mening er ikke abstrakt eller universel. Den er konkret og situationsbestemt. Den skal opdages – ikke opfindes.

3. Friheden til holdning: Selv når vi ikke kan ændre omstændighederne, kan vi vælge vores indstilling til dem.

Frankl identificerer tre veje til mening:

• Skabende værdier – det vi giver til verden (arbejde, handling, ansvar).
• Oplevelsesværdier – det vi modtager (kærlighed, natur, relationer).
• Holdningsværdier – den måde vi bærer uundgåelig lidelse på.

Den sidste er den mest radikale: Når vi ikke kan ændre situationen, kan vi ændre os selv.

Den eksistentielle tomhed

Frankl beskriver i 1946 det moderne menneskes grundproblem som et “eksistentielt vakuum” – en oplevelse af tomhed, meningsløshed og retningstab. Han skriver:

“The existential vacuum manifests itself mainly in a state of boredom.”

På dansk: “Det eksistentielle vakuum manifesterer sig hovedsageligt i en tilstand af kedsomhed.”

I dag kunne vi tilføje: Boredom/Kedsomheden er blevet erstattet af konstant stimulation – men tomheden består. Når mening forsvinder, opstår der ifølge Frankl en søgen efter erstatninger: magt, forbrug, ideologi, ekstremisme. Mennesket kan ikke leve uden mening. Hvis den ikke findes konstruktivt, vil den blive konstrueret destruktivt. Det er her, bogen bliver uhyggeligt aktuel.

Når krisen bliver identitet

I vores samtid er krisen blevet en konstant ledsager. Klima. Krig. Inflation. Demokratisk erosion. Teknologisk disruption. Kulturkamp. En del af det er reelt. Meget er alvorligt. Men samtidig lever vi i en politisk logik og medielogik, hvor opmærksomhed er valuta. Og frygt er en effektiv accelerator for opmærksomhed.

Frankl ville sandsynligvis sige: Problemet er ikke krisen i sig selv. Problemet er meningsløsheden.

Når borgere mister oplevelsen af retning og handlekraft, opstår et vakuum. Det vakuum kan udfyldes af dem, der tilbyder simple forklaringer og stærke følelser. Hvis man kan overbevise mennesker om, at verden er kaotisk og ude af kontrol, øges appetitten på dem, der lover orden – uanset prisen. Meningsløshed er politisk råstof.

Mening som demokratisk modstandskraft

Frankls vigtigste bidrag i dag er ikke blot behovet for individuel selvudvikling. Det er en opfordring til forståelse af og brug af mening som samfundsmæssig ressource.

Et samfund med høj oplevet mening:

• Har borgere med oplevet handlekraft.
• Har institutioner, der opleves som meningsfulde at deltage i.
• Har politikere og medier, der ikke kun producerer alarm, men også retning.

Hvis vi mister meningsdimensionen, mister vi samtidig evnen til proportionering. Krisen bliver permanent. Undtagelsestilstanden bliver normal. Angsten bliver politisk valuta. Frankl insisterer på, at mennesket ikke først og fremmest er et offer for sine betingelser, men et væsen, der forholder sig til dem. Det gælder også kollektivt.

Hvad betyder det for medierne?

Som redaktionelt miljø er det værd at stille spørgsmålet: Skaber vi oplysning – eller forstærker vi vakuum?

Frankl ville ikke argumentere for naiv optimisme. Han var brutalt realistisk. Men han ville formentlig insistere på:

• At lidelse kun er ødelæggende, hvis den er uden mening.
• At sandhed uden perspektiv kan skabe afmagt.
• At ansvar uden handlemulighed skaber resignation.

Mening opstår i spændingsfeltet mellem realisme og ansvar. Måske kunne man formulere en moderne, politisk og medieetisk variant af logoterapien:

• ikke at råbe højere – men at insistere på retning.
• Ikke blot at beskrive og fastholdes i krisen.
• Ikke blot at dokumentere afmagt.
• Men at undersøge handlemulighederne og synliggøre retning og mål.

Mening er ikke komfort

Frankl var ikke en fortaler for tryghed. Han taler tværtimod om nødvendigheden af spænding – spændingen mellem den, vi er, og den, vi kan blive.

Han kalder det “noö-dynamik”. Det vil sige den eksistentielle dynamik i et polært spændingsfelt, hvor den ene pol repræsenteres af en mening, der skal opfyldes, og den anden pol af det menneske, der skal opfylde den. Overført til samfundsniveau betyder det:

• Et samfund uden udfordringer bliver apatisk.
• Et samfund uden retning bliver fragmenteret.
• Et samfund uden mening bliver manipulerbart.

Måske er vores opgave ikke kun at dæmpe eller fjerne kriserne. Men at genindsætte dem i en meningsramme.

Friheden, der ikke kan tages

Frankls erfaring fra lejrene var brutal, men hans konklusion var håbefuld. Friheden til at vælge sin holdning kan ikke fjernes. Det så vi også – om end i mindre brutalt omfang – under den tyske besættelse af Danmark i 1940-1945 bla. illustreret ved sangen af Poul Henningsen og Kai Normann Andersen: ” Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.”

I en politisk tid, hvor alt synes vendt på hovedet og medietid, hvor tempo og alarmisme er strukturelle vilkår, er spørgsmålet derfor ikke blot, hvad der sker i verden, og hvordan vi løser de udfordringer, som vi netop nu står overfor?

Spørgsmålet er også om: Hvordan skaber vi en meningsfuld verden med et bæredygtigt fremtidsperspektiv for alle verdensborgere i hele verden?

For hvis mening er menneskets primære drivkraft, så er kampen om meningen også kampen om vores demokratis overlevelse og videreførelse i den retning, vi ønsker det.

Derfor kunne et af valgtemaerne ved det kommende Folketingsvalg være: ” Hvad er det for en mening med livet vi søger efter her i Kongeriget Danmark?

Fortsættes…