Regeringens akutpakke på 1,2 milliarder kroner til et mere robust Danmark er en start. Men hvis totalberedskabet skal fungere i praksis, kræver det langt mere end en enkelt økonomisk håndsrækning.
Det mener Danske Beredskaber, efter regeringen den 20. februar præsenterede sin plan for et dansk totalberedskab på et pressemøde i København.
Ifølge formand Jarl Vagn Hansen er det afgørende, at fokus rettes mod redningsberedskabet.
»Kernen i totalberedskabet er redningsberedskabet, og vi er tilfredse med, at det italesættes at der nu skal sendes 220 millioner kroner ud til kommunerne og de kommunale redningsberedskaber, og det bliver spændende at følge, hvordan pengene skal og kan udmøntes,« siger han.
Af de 1,2 milliarder kroner skal 220 millioner kroner sendes ud til kommunerne og de kommunale redningsberedskaber i 2026.
Når krisen rammer, er det de kommunale beredskaber, der rykker ud. Landets 29 enheder tænder de blå blink og kommer borgerne til undsætning. Hos Danske Beredskaber hæfter man sig ved, at der nu for første gang siden etableringen af et beredskabsministerium i 2024 reelt er penge på vej til det kommunale redningsberedskab.
Men der er fortsat behov for investeringer.
»En akutpakke på 1,2 mia er en fin start, som gør at vi kan få lidt flere basale ting på plads i redningsberedskabet, men skal vi bidrage til et effektivt totalberedskab skal vores materiel opdateres og i nogle tilfælde udskiftes, og personalet skal uddannes – så der er behov for at man får omsat ekspertpanelets anbefalinger til konkrete, varige initiativer. Så man får et redningsberedskab, der har de muskler der skal til, i det risikobillede vi befinder os i,« siger Jarl Vagn Hansen.
Danske Beredskaber forventer nu at blive inddraget i det videre arbejde med at forme det samlede totalberedskab.
»Vi ser frem til at blive inddraget i regeringens planer i forhold til udviklingen af et egentligt totalberedskab, for med 220 millioner kroner fordelt på beredskabet i 98 kommuner får akutpakken hurtigt ben at gå på. Den videre strategi og de konkrete tværgående planer skal på plads, inden vi reelt har et totalberedskab,« siger formanden.
Ifølge Danske Beredskaber kræver et velfungerende totalberedskab blandt andet tværgående minimumskrav til beredskabsniveau på tværs af sektorer og aktører. Kravene skal kontrolleres og øves, og der skal være en strategisk ramme for, hvad der sker, hvis en sektor ikke leverer som forudsat i planerne.










