Det er vinter udenfor, og kulden hænger stadig i frakkerne, når døren går op, men indenfor er temperaturen en anden; her er varme i luften, bevægelse i hænderne og den særlige summen, der opstår, når føntørrere, sakse og samtaler arbejder side om side. Dorthe Lyngsaa Andersen har været frisør, siden hun var 16 år, og i dag står hun i spidsen for Park by Pili med ni ansatte og to elever, en salon der er vokset over årene, båret af faste kunder, mod og vedholdenhed, og af et fag hun stadig taler om med både kærlighed og alvor, for samtidig med at hun driver en forretning i fuld fart, følger hun også med i en branche, hvor færre tager ansvar for elever, og hvor flere vælger at leje en stol og lukke, når kalenderen tillader det.

Der er noget særligt ved en frisørsalon på en vinterdag, og det mærkes allerede i overgangen fra gaden til rummet, hvor kindernes kulde afløses af spejlenes lys, og hvor stemmerne flettes ind og ud af hinanden i et mønster, der ikke er kaotisk, men levende. Et grin fra stolen ved vinduet, en hurtig bemærkning fra vasken, hår der falder mod gulvet, og sakse der arbejder med den rolige præcision, man kun får gennem mange års gentagelse.

Midt i det hele står Dorthe med en energi, der ikke virker tillært eller fremkaldt, men som en naturlig del af hendes tempo, hendes måde at bevæge sig på og hendes måde at fortælle på, hvad enten det handler om det, der lykkedes, eller det, der gjorde ondt. »Jeg har aldrig syntes, det var særligt fedt at gå i skole,« indleder hun, og ordene falder uden dramatik, uden behov for at blive understreget, som en del af begyndelsen før resten kan tage form. »Jeg har faktisk haft lidt svært ved at gå i skole. Jeg tror, at hvis man i dag testede mig, så var jeg nok ordblind. Så derfor har skolen egentlig altid været lidt svær for mig.«

Hun lader det stå et øjeblik, ikke som noget der skal pakkes ind eller forklares væk, men som et stykke baggrund, der hører med, før hun bevæger sig videre mod det, der trak hende i en anden retning. »Så jeg fandt hurtigt ud af, at det jeg kunne, det var at bruge mine hænder.« Sætningen står enkelt, næsten nøgtern, og netop derfor mærkes skiftet i den; fra klasselokalet til det konkrete, fra det boglige til det håndværk, hvor man kan se resultatet tage form foran sig, og hvor kroppen arbejder sammen med blikket. Det var dér, retningen begyndte at samle sig, som en fornemmelse af, at her gav det mening at blive.

Inspirationen stod heller ikke langt væk. Hun taler om sin onkel, der havde frisørsalon i Fredericia i 80’erne, og som hun ind imellem besøgte, hvor hun stod i baggrunden og kiggede, mærkede stemningen og lod sig opsluge af det liv, der udspillede sig mellem spejle og stole. »Han gik desværre bort på grund af AIDS. En af grundene til, at jeg selv blev frisør, var nok de mange gange, jeg kom nede i hans salon og syntes, det var spændende.« Tempoet sænker sig en anelse, når hun taler om ham, som om billederne stadig ligger tæt på, og så kommer den sidste sætning, sagt med en ro, der ikke kræver flere ord. »Han har da helt sikkert inspireret, uden han ved det.«

At retningen tidligt havde samlet sig, var heller ikke noget, der først kom senere. Dorthe var stadig barn, da hun begyndte at sige det højt. »Hvis man har spurgt henne i skolen, da jeg gik i fjerde, så tror jeg faktisk allerede der, at jeg ville sige, at jeg skulle være frisør.« Der var ikke noget vaklende i det. Ikke noget forbehold. Det var bare sådan, det var.

Som 16-årig begyndte hun i lære hos Alice på Prangervej i Fredericia, og når hun i dag fortæller om stedet, gør hun det med den slags præcision, man kun har, når man har gået de samme skridt igen og igen gennem flere år. »Lige overfor bageren og lige ved siden af Købmandsgården,« siger hun, som om hun stadig kan se det for sig, og måske også kan mærke den første tid, hvor man står længe, lytter mere end man taler og langsomt finder sin plads.

Det blev mange år på Prangervej, først som elev og siden som udlært, og på et tidspunkt prøvede hun også kræfter med undervisning på en frisørskole, en afstikker der hurtigt fandt sin afslutning. »Det fandt jeg hurtigt ud af, at det var ikke noget for mig.« Det var ikke dér, hun skulle stå. Hun havde længe haft en anden tanke i baghovedet, en forestilling der fulgte med hende gennem årene. »Jeg har nok altid vidst, at jeg godt ville have mit eget sted.«

Beslutningen kom ikke med trommer og faner, men som de ofte gør, midt i noget helt almindeligt. Et måltid. Børn ved bordet. Jensens Bøfhus lå dengang på hjørnet af Vendersgade ud til Danmarksgade, og lige ved siden af stod et lille lokale tomt. »For 18 år siden lokkede jeg min første kompagnon, Rie. Min mand og jeg var på Jensens Bøfhus med vores børn, og så var der et lille lokale ledigt ved siden af. Der tænkte jeg, at derinde skal vi da have en frisørsalon sammen.«

Hun fortæller det med et smil, for tanken kom hurtigt, men overtalelsen tog lidt længere tid. Da Rie først sagde ja, begyndte det lille sted at tage form, og selv om det var et sats, fandt Dorthe sin egen måde at gøre springet håndgribeligt på, ikke ved at lukke øjnene for risikoen, men ved at sætte den i en størrelse, man kunne forstå. »Jeg sagde til hende, at man ikke kommer til at skylde mere, end man skylder på en bil. Så hvis nu det går galt, så var det bare den bil, som var et fejlkøb,« siger hun med et lille grin.

Starten viste sig at være rigtig. Salonen på Prangervej stod over for at lukke, og mange af de faste kunder manglede et sted at gå hen, noget Dorthe havde haft i tankerne, da hun tog beslutningen. »Så på den måde tænkte jeg, at det kun kan blive en god start, og det blev det. Der var både kunder til Rie og jeg.« Sådan begyndte det, i et lille lokale ved siden af en restaurant, med en håndfuld stole og en fornemmelse af, at retningen, hun havde mærket siden fjerde klasse, nu havde fundet sin form.

I begyndelsen var det bare Rie og Dorthe, to stole, faste kunder og en hverdag, der hurtigt fandt sin rytme, og det fungerede, uden de store armbevægelser. Men når noget virker, bevæger det sig også videre, for livet står ikke stille, selv om kalenderen er fyldt, og pludselig opstår der nye behov. »Nicole, som mange her i byen nok kender, manglede en læreplads, så hende tog Rie og jeg faktisk i lære.«

Det var en naturlig forlængelse af det, de allerede var i gang med, for salonen var ikke bare et sted, hvor man klippede, men et sted, hvor man byggede videre, og med en elev kom der endnu et lag til hverdagen. Senere fulgte barsel og små børn, og i takt med at livet udenfor salonen fyldte mere, voksede tanken om at få en tredje ind, én man kendte, og som kunne være med til at løfte både arbejdet og ansvaret. Det blev Line, og i mange år var de tre, et parløb der blev til et trekløver, hvor rollerne fordelte sig uden de store erklæringer. »Det var vi faktisk i 12 år.«

Pladsen begyndte efterhånden at knibe, for det lille sted kunne ikke rumme mere, og da tøjbutikken ved siden af måtte lukke, opstod der en mulighed for at udvide, en af de chancer man genkender, når man har prøvet det før, og som man griber, fordi man kan se, at tiden er rigtig.

Så kom det, man ikke planlægger for.

»Så skete der desværre det, at Rie fik stress, og det satte sig kronisk, så hun er ikke frisør den dag i dag.«

Dorthe siger det roligt, og ordene står, som de er. Et tolv år langt samarbejde forsvinder ikke uden at kunne mærkes. Hun finder selv en formulering, der rummer både alvor og den tørre humor, hun ofte griber til, når noget er svært. »Jeg føler lidt, at jeg er blevet skilt to gange, og begge gange har været for kvinder, selvom jeg er til mænd og altså har en god mand.« Hun griner, og latteren letter øjeblikket, men under den ligger erfaringen af at miste et fællesskab, ikke fordi nogen valgte at gå, men fordi livet tog en drejning, ingen havde ønsket. »Det er da monster ærgerligt, når folks drømme brister.«

Efter årene med tre om ansvaret og udvidelsen ved siden af det lille lokale kom endnu en beslutning, der ikke føltes mindre end den første. Salonen skulle flyttes. De nye rammer havde stået tomme i fire år, fortæller Dorthe, og både hun og Line havde flere gange kigget på dem med den der blanding af lyst og tilbageholdenhed, som opstår, når man kan se mulighederne, men også regner på huslejen. Den føltes høj. Samtidig ejede Dorthe selv de to lokaler ved siden af den gamle salon, og tanken om at flytte ud af noget, man selv ejer, og overlade det til markedet, er ikke uden konsekvenser. Kunne de lejes ud. Ville det hænge sammen. Hvor meget tør man rykke.

Beslutningen blev taget, som de tidligere var blevet det, i en bevægelse, der langsomt samlede sig, og næsten samtidig ændrede konstellationen sig igen, for Line, der nu boede i Horsens med sin mand og to børn, ønskede ikke længere at pendle frem og tilbage, og dermed stod Dorthe pludselig alene med både flytningen og det nye kapitel. »Så jeg fik en helt ny start ved både at flytte salonen og åbne det herinde,« fortæller hun. Det blev begyndelsen på hendes tid som soloselvstændig, en rolle hun ikke havde søgt, men som hun trådte ind i, fordi situationen krævede det. »Det er jeg glad for indimellem, men det har egentlig aldrig været mit valg, at jeg skulle være det.«

Hvis Rie og Line stadig havde været der, siger hun, ville hun uden tøven have fortsat sammen med dem, for det fungerede, og det var trygt at dele både beslutninger og ansvar, men sådan faldt kortene ikke, og i dag er det hende, der står forrest, både når noget lykkes, og når noget skal bæres alene. »Nogle dage er det ensomt, og det forstår man nok kun, hvis man selv har været selvstændig, for som chef får man ikke alt at vide, før det brænder på, og samtidig kan jeg heller ikke dele alt, fordi jeg både er Dorthe og deres leder,« forklarer hun uden bitterhed, men som en konstatering af den dobbelthed, der følger med, når man leder mennesker, man også står side om side med hver dag, og selv om rollen kan føles ensom, er rummet omkring hende det modsatte, påpeger hun så. Salonen er nemlig fyldt med stemmer, bevægelse og rytme, og hun står ikke alene i arbejdet. »Vi er ni med to elever.«

At være ni med to elever er ikke en tilfældighed i hendes fortælling, og det er heller ikke en parentes; det er en del af det, hun vender tilbage til, når samtalen bevæger sig væk fra salonens og hendes egen historie og ud i det større billede, for frisørfaget er stadig et fag, mange unge drømmer om at træde ind i, men strukturen omkring det har ændret sig, og den forandring mærker hun tydeligt. »Der er desværre sket en kedelig udvikling. Mange lejer stole, og flere har kun åbent efter aftale, så de kan gå hjem, når der ikke er kunder.«

Hun siger det uden at løfte pegefingeren, for hun forstår godt tankegangen, bemærker hun; at man er der, når kunderne er der, og lukker ned, når kalenderen er tom, kan give mening i en hverdag, hvor man selv styrer sin tid, men i det øjeblik man tager en elev ind, ændrer præmissen sig. »Når du har en elev, skal de have deres timer, og så er man nødt til at have faste arbejdstider og faste åbningstider.«

Det er her, kombinationen bliver vanskelig, ikke fordi de unge mangler lyst, men fordi rammen omkring dem bliver smallere, når færre saloner har mulighed eller vilje til at binde sig til den forpligtelse, det er at uddanne nogen over flere år. »Hvis der ikke er nogen, der tager elever, risikerer faget at dø ud, og der er allerede alt for få, der gør det.«

Hun mærker det i hverdagen, for ansøgningerne mangler ikke, tværtimod, og det er en særlig opgave at skulle sortere i dem, når man ved, at ikke alle får en plads. Praktikanter kommer der jævnligt, især fra hovedforløbet på frisørskolen, hvor de allerede har prøvet kræfter med faget, men indimellem giver hun også plads til folkeskoleelever, der står på tærsklen og overvejer, om det her kunne være deres vej. Det hænger sammen med hendes egen begyndelse, for hun husker, hvad det betød at komme ud og mærke et fag i virkeligheden, og den erfaring vil hun gerne give videre, så de unge får mulighed for at stille de spørgsmål, man kun kan få svar på ved at være der. »Hvad kræver det af mig? Kan jeg holde til arbejdstiderne? Det følger med, at vi skal være her, også når andre mennesker har fri.«

Sådan har det altid været i faget, og selv om meget har ændret sig, arbejder man stadig, når andre har fri, blot under mere fleksible vilkår end tidligere. »Da jeg var ung, var det umuligt at få lov at gå hjem klokken tre. Jeg har piger her, som tre dage om ugen går hjem klokken tre, fordi de har børn og skal have familielivet til at fungere, og det er helt i orden. Det kunne man slet ikke dengang.«

Forandringen mærkes også i selve håndværket. Produkterne er blevet mildere, farverne mindre skrappe, selv om det stadig er kemi, og forskellen kan mærkes, når man har stået i det længe nok. »Jeg kan stadig lugte det, og jeg kan mærke det på huden. Jeg er fra den generation, hvor man kun brugte handsker for ikke at få sorte hænder, mens pigerne her bruger handsker hele tiden, og det skal de også.« Hun smiler, og årene ved stolen har sat sig i erfaringen mere end i kroppen. »Jeg har ikke ondt i skuldrene, og jeg har ikke ondt nogen steder, så jeg må være stærk.« Springgymnastik og heste fra ungdommen nævner hun som noget, der har givet kroppen en grundstyrke, og et langt arbejdsliv ved stolen kræver mere end lyst – det kræver, at kroppen holder.

Når Dorthe vender tilbage til eleverne, er det ikke som en romantisk forestilling om at give noget videre, men som en del af det arbejde, hun allerede står i hver dag, for det handler om timer, åbningstider og ansvar, men også om at holde en kultur levende, som hun selv trådte ind i som ung. »Jeg synes også, det er vores pligt. Man bliver ved med at forny sig selv ved at have unge mennesker, fordi man hele tiden skal lære fra sig, og så går man ikke i stå.«

Der er en energi i den tanke, og den passer til den måde, hun selv har bevæget sig gennem årene, for hun taler ikke om elever som en byrde, men som en bevægelse, der holder faget i gang, og som samtidig bringer noget ind i rummet, der ikke kan planlægges. »De laver så mange skøre ting, de unge mennesker. Det er faktisk fedt, når man er blevet ældre og har stiftet familie, at man mandag morgen får lov at høre, hvad de har haft gang i i weekenden, og det er aldrig små ting.« Hun griner, og det er den samme latter, der tidligere brød alvoren, men her ligger den som en påmindelse om, at en salon ikke kun er en arbejdsplads, men også et sted, hvor generationer mødes. Stoltheden kommer frem, når hun taler om svendeprøverne. »Det er fedt, når man står der, og de skal have deres eksamensbevis. Man kan ikke lade være med at blive en lille smule stolt, for så sender man jo en ny på vej.«

Hun kunne ønske, at flere i branchen tog del i den opgave, men hun ved også, at det ikke er alle, der har mulighed for det, og at regler i sig selv ikke skaber gode lærepladser. At tage en elev kræver tid, økonomi og faste rammer, og det er ikke alle saloner, der kan binde sig til det. Det, hun vender tilbage til, er derfor ikke krav, men ansvar, og ønsket om, at flere unge får chancen. »Der er jo hoveder nok at klippe,« siger hun så og trækker på smilebåndet igen.

Der mangler ikke arbejde. Ventelisterne er lange, og kalenderen kan fyldes uge for uge, hvis det er det, man vil. Spørgsmålet er, hvordan man vælger at gøre det.

For selv om der kunne sættes flere stole ind og åbnes for flere tider, holder hun fast i, at salonen ikke skal vokse sig større, end at man stadig kan mærke hinanden, både i baglokalet og ude ved spejlene. »Der sker noget, jo flere man bliver, for så forsvinder noget af intimiteten mellem kollegaerne.«

Hun har sagt det højt til dem. De skal ikke være flere. Ikke fordi der ikke er kunder nok, men fordi hun vil bevare det, der opstod i det lille lokale for 18 år siden. Et sted, hvor man kender hinandens stemmer, ved hvem der tager shampooen uden at blive bedt om det, og hvor man også kan mærke hinandens tempo på de travle dage, hvor hår ligger i stolene, og føntørrerne kører i ét.

Da samtalen nærmer sig sin afslutning, drejer hun den selv i en lettere retning. Hun siger med et skævt smil, at når hun en dag selv er færdig, skal hun jo nok blive klippet alligevel, om så hun må tage saksen i egen hånd, men tanken om bare at lade det hele glide videre uden at have gjort sit ligger ikke til hende. Og så griner hun. »Jeg bliver fed at komme på plejehjem med. Jeg er bare hende der saksedamen, der løber rundt og klipper de andre som plejehjemmets private frisør.«

Der bliver grinet igen, og latteren falder naturligt ind i rummet, som den har gjort gennem hele samtalen. Til sidst siger hun det næsten i forbifarten. »Så man skal huske at leve i nu’et.«