POLITIK. Et dødsfald på et plejehjem i Vejen har fået SF’s retsordfører Karina Lorentzen til igen at rette en skarp kritik mod justitsministeren.
En 100-årig mand mistede lørdag aften livet efter at være blevet udsat for vold på plejehjemmet. En anden beboer er mistænkt i sagen og er blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Karina Lorentzen kalder sagen dybt tragisk.
»Det er simpelthen så tragisk, og mine tanker går først og fremmest til de pårørende, der har mistet. Det er ubærligt, at ens gamle far skal her fra på den måde. Men jeg tænker faktisk også på den berørtes familie, som er pårørende til den mistænkte, for de risikerer nu et forløb form, som også kan blive belastende, både med rettergang og mulig placering af den pågældende i psykiatrien«, forklarer hun.
Sagen får hende samtidig til at efterlyse de retningslinjer for demente i retssystemet, som hun tidligere har fået tilsagn om fra justitsministeren.
Efter en lignende sag, hvor en dement mand blev placeret i retspsykiatrien i 23 måneder, havde Karina Lorentzen ministeren i samråd. Her blev der ifølge hende lovet nye retningslinjer i april 2025.
I den tidligere sag blev den dømte anbragt i psykiatrien, hvor der ifølge kritikken hverken var personale eller mulighed for at yde den plejecentrerede omsorg, der er behov for i forhold til demensramte. Placeringen førte til, at den pågældende mistede sine færdigheder, og flere eksperter kritiserede forløbet. Først efter 23 måneder endte manden tilbage på et plejehjem.
Karina Lorentzen understreger, at hun ikke kender detaljerne i den aktuelle sag fra Vejen.
»Vi kender jo ikke omstændighederne i sagen, og derfor kan jeg ikke konkludere noget håndfast. Men jeg har advaret om, at vi vil se flere sager med demente, som begår vold, fordi de ikke kan reagere hensigtsmæssigt, når de bliver frustrerede eller ikke får den rette pleje. Der bliver desværre mange flere mennesker med demens i de her år. Og derfor er jeg også fly forbandet over, at vi endnu ikke har nye retningslinjer, som jeg er blevet lovet. Det har trods alt haft ni måneder til at se på det«, mener hun.
Hun oplyser, at hun senest den 6. februar i år har rykket ministeren for svar.
»Jeg har faktisk rykket for retningslinjerne 6. februar i år, fordi vi har brug for handling. Det her handler jo om, at gerningsmanden ofte ikke forstår, hvad der sker. Og psykiatrien er ikke gearet til den personcentrerede pleje, som demente skal have. Og derfor bør vi have nye retningslinjer for, hvordan vi går til det her problem, for det kommer til at ske oftere med den stigning i demens, vi har.«










