Når Business Fredericia holder generalforsamling den 12. marts, uddeles Iværksætterprisen for femte gang. Chefkonsulent Stephen Bihl kalder prisen et nødvendigt skulderklap til dem, der tør satse – også når det ikke går lige ud ad landevejen.
Efter en velbesøgt nytårskur med taler fra borgmester Peder Tind og bestyrelsesformand Bent Jensen – og med Jacon Biler A/S som modtager af Erhvervsprisen 2025 – retter Business Fredericia nu blikket mod årets næste samlingspunkt. Torsdag den 12. marts 2026 samles erhvervslivet igen i Messe C til generalforsamling. Det er en aften, hvor dagsordenen både er formel og festlig: Beretninger og tal skal behandles, men der skal også netværkes, udveksles ideer – og hyldes dem, der tør starte noget nyt.
Her uddeles Iværksætterprisen 2025 for femte gang. For chefkonsulent Stephen Bihl er prisen ikke en parentes i programmet, men en bevidst markering af, at erhvervslivets dynamik begynder i det små.
»Vi har uddelt erhvervsprisen i mange år og anerkendt de etablerede virksomheder, som har bevist deres styrke. Men for nogle år siden tænkte jeg: Skal vi ikke også have en iværksætterpris? Der er så mange gode historier om mennesker, der tør tage chancen. Det er dem, folk kan identificere sig med,« siger han.
Han peger på, at iværksætteri ofte handler om noget langt mere end vækstprocenter og bundlinjer. Det handler om mod, om usikkerhed – og om at tro på en idé, før andre gør det.
»Når nogen vælger at starte virksomhed, så er det jo ikke bare et regnestykke. Det er en beslutning, der påvirker hele deres liv. Det kræver, at man tør satse – og nogle gange også tåle at fejle. Den slags fortjener opmærksomhed.«
Stephen Bihl beskriver Iværksætterprisen som et supplement til Erhvervsprisen. Hvor Erhvervsprisen ofte hylder det veletablerede og veldokumenterede, retter Iværksætterprisen blikket mod det, der er i bevægelse.
»Erhvervsprisen er vigtig. Men iværksætterhistorierne har en anden energi. De viser, at det er muligt at skabe noget fra bunden. At man ikke behøver at være en stor organisation for at gøre en forskel. Og det er vigtigt – særligt i en by som Fredericia.«
For ham handler det også om fortællingerne bag virksomhederne. »Det er ikke kun tal og vækst, der er interessante. Det er mennesket bag. Hvorfor gjorde de det? Hvad drev dem? Hvad turde de? Det er de historier, der inspirerer andre til at tage det første skridt.«
Når erhvervslivet samles i Messe C i marts, er det derfor ikke blot en prisuddeling, men en bevidst scene sat til at vise, at iværksætteri er en del af Fredericias fremtid – ikke bare dens nutid.
Historierne bag virksomhederne
Iværksætterprisen blev indstiftet i 2021 og uddelt første gang året efter. Siden har den udviklet sig til et fast indslag i Business Fredericias årshjul – og en pris, der har fået sin egen identitet ved siden af den mere etablerede Erhvervspris.
Den første modtager var Michella Meyer fra SoSu Vikaren ApS, der på få år gik fra en enkelt idé til en virksomhed med omkring 90 medarbejdere. Året efter gik prisen til Areewan Sophondilok Erlandsen fra Restaurant Ene, som turde flytte og gentænke sit koncept midt i gågaden. I 2024 blev det Brugteski ApS, der viste, at specialiseret nichehandel kan vokse frem i Fredericia, og i 2025 gik prisen til Ricky Kenbjerg fra Byens Rens ApS. Set udefra kan det ligne en række forskellige brancher og forretningsmodeller. Men ifølge Stephen Bihl er der en tydelig rød tråd.
»Det handler ikke kun om regnskaber og vækstkurver. Selvfølgelig kigger vi på udvikling i omsætning og arbejdspladser, men det er ikke det eneste. Det handler om mennesket bag virksomheden. Mange af de mest interessante historier er dem, hvor nogen har turdet tage en chance,« siger han.
For ham er det netop det personlige element, der gør Iværksætterprisen relevant. »Når man starter virksomhed, så står man alene med risikoen. Man investerer tid, penge og energi – og man ved ikke, om det lykkes. Det mod vil vi gerne hylde.«
Han peger særligt på sidste års vinder, Ricky Kenbjerg fra Byens Rens, som et eksempel på, at iværksætteri ikke altid er en lige linje opad.
»Han har været igennem en konkurs og startet op igen. I Danmark taler vi ikke så meget om det. Der er en tendens til, at man helst skal lykkes i første forsøg. Men virkeligheden er jo, at det kræver vedholdenhed. I USA er det nærmest en del af iværksætterrejsen, at man har prøvet at fejle. Det kræver mod at rejse sig igen – og det synes vi fortjener anerkendelse.«
Ifølge Stephen Bihl er det netop i den type fortællinger, at inspirationen ligger. Ikke i det fejlfri, men i det vedholdende. Ikke i det perfekte, men i det menneskelige.
»Vi vil gerne vise, at iværksætteri ikke kun handler om at ramme rigtigt første gang. Det handler om at blive ved. Og det er den slags historier, vi gerne vil sætte lys på.«
Fredericia som iværksætterby
Fredericia har historisk været kendetegnet ved store, solide arbejdspladser. Værftet. Forsvaret. Banedanmark. Kemien. Shell. En klassisk arbejderby, hvor mange generationer har haft deres hverdag bundet op på få, men stærke, institutioner. Stephen Bihl lægger ikke afstand til den historie – tværtimod.
»Hvis man kigger ned i historien, så har Fredericia været en arbejderby. Og det er der ikke noget galt i. Det er en vigtig del af vores identitet. Men de sidste 15-20 år er der sket enormt meget. Og vi skal være med til at styrke den udvikling,« siger han.
For ham er Iværksætterprisen en del af den bevægelse. Ikke som et opgør med det eksisterende erhvervsliv, men som et supplement – et signal om, at byen også rummer det nyskabende og det eksperimenterende.
»Det er også en måde at sige til unge mennesker: Der er andre veje end det traditionelle job. Det kræver mod – men det kan lade sig gøre. Der er plads til at skabe noget selv.«
Business Fredericia arbejder derfor målrettet med entreprenørskab i samarbejde med uddannelsesinstitutioner. Organisationen deltager blandt andet i innovationsdage, entreprenørskabsforløb og konkurrencer for elever og studerende.
»Når man står over for en 7. klasse, hvor de tænker, at alt er muligt, så får man energi. De har ikke lært alle begrænsningerne endnu. Det er dér, man kan være med til at så nogle frø og sige: Prøv at overvej, hvad I selv kunne skabe.«
Kriterier og dommerpanel
Iværksætterprisen gives til en virksomhed med CVR-nummer, der er maksimalt fem år gammelt og hjemmehørende i postnummer 7000. Dermed rettes fokus mod virksomheder i den tidlige fase, hvor retningen stadig formes.
Kriterierne spænder bredt. Der ses blandt andet på:
- Vækst i omsætning
- Vækst i antal arbejdspladser
- Fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi
- CSR-indsats
- Synlighed i Business Fredericias netværk
- Rollemodelværdi for andre iværksættere
Alle kriterier behøver ikke være opfyldt. Det afgørende er helheden – og fortællingen.
Udvælgelsen varetages af et dommerpanel bestående af Vibe Dyhrberg, bestyrelsesmedlem i Business Fredericia, erhvervsmentor Peder Hvejsel, sidste års vinder samt Stephen Bihl selv.
»Jeg laver en bruttoliste over kandidater. Vi kigger bredt – det kan være IT, oplevelsesøkonomi, håndværk, detail. Så sætter vi os sammen og argumenterer. Det er ikke bare en hurtig beslutning. Der er altid en diskussion om, hvad der vejer tungest i det enkelte tilfælde.«
For Stephen Bihl er det netop diskussionen og nuancerne, der gør processen værdifuld. For Iværksætterprisen handler ikke kun om at finde den virksomhed, der vokser hurtigst – men om at finde den fortælling, der kan inspirere flest.
Kunst som en del af prisen
Iværksætterprisen er ikke kun et pengebeløb og et diplom. Med prisen følger også et kunstværk af en lokal kunstner – et bevidst valg, der ifølge Stephen Bihl skal forankre anerkendelsen i byen.
»Når man vinder, skal man også have noget, der symboliserer Fredericia. Derfor har jeg hvert år valgt en lokal kunstner. Det giver både vinderen noget særligt og samtidig kunstnerne en scene og en profilering,« siger han.
Kunstværket er ikke tilfældigt. Det skal stå som et synligt tegn på anerkendelsen – og som et udtryk for, at erhvervsliv og kultur hænger sammen. På generalforsamlingen får kunstneren desuden mulighed for at komme på scenen og blive præsenteret, så prisen ikke kun retter fokus mod iværksætteren, men også mod det kreative miljø i byen.
En opfordring til at indstille
Nu er det tid til at finde årets kandidat. Business Fredericia opfordrer alle, der kender en iværksætter i postnummer 7000 med et CVR-nummer på højst fem år, til at sende en motiveret indstilling.
»Hvis man kender en iværksætter, der fortjener et klap på skulderen, så skal man indstille dem. Det handler om at skabe opmærksomhed og inspiration – og om at vise, at vi ser dem, der tager risikoen,« siger Stephen Bihl.
Indstillinger sendes til sb@businessfredericia.dk senest den 23. januar. Dommerpanelet mødes kort efter for at træffe beslutningen, og vinderen offentliggøres ved Business Fredericias generalforsamling i Messe C den 12. marts 2026.
»Vi kan ikke skabe iværksætteri alene. Men vi kan være med til at hylde dem, der tør tage springet – og forhåbentlig inspirere de næste til at gøre det samme.«









