UNGE. Når lyset tændes, og de første toner rammer salen, er det ikke bare endnu en skoleforestilling. For de elever, der i disse dage står midt i slutspurten frem mod premieren på Romeo og Julie, er musicalen blevet et fælles projekt, der har fyldt hverdagen i måneder – og som nu er klar til at blive delt med publikum.

På Fredericia Gymnasium er musicalen en tilbagevendende tradition, og i år er det Shakespeares klassiske kærlighedsdrama, der har fået nyt liv i en moderne fortolkning med nutidige sange og et ungt blik på historien. Siden efteråret har omkring 90 elever været involveret – på scenen, i orkestret, med lys og lyd, kostumer og backstage.

Blandt dem er Alberte Husted Christoffersen fra 3.g, Sofie Holst fra 2.g og Keen Lind fra 1.g. Tre elever på forskellige årgange – og fra forskellige studieretninger – som alle har fundet deres plads i musicalen. »Det er noget, gymnasiet holder hvert andet år, og i år har vi fået rettighederne til Romeo og Julie. Det er en moderne udgave, men stadig med noget af Shakespeares sprog,« fortæller Alberte.

Et projekt for hele skolen

Noget af det særlige ved musicalen på Fredericia Gymnasium er, at den ikke er reserveret én bestemt studieretning eller type elev. Forestillingen er bygget op som et fælles projekt, hvor der er plads til mange forskellige interesser og kompetencer – både foran og bag scenen. Her kan eleverne engagere sig på mange måder, uanset om man drømmer om at stå i rampelyset, synge i koret, spille i bandet eller bidrage med det praktiske og kreative arbejde bag kulisserne. »Der er auditions til det, der kræver sang, dans eller skuespil. Men hvis man gerne vil hjælpe med kostumer, backstage eller noget kreativt, kan man bare være med,« forklarer Alberte.

For Keen, der er ny på skolen og går i 1.g på den internationale linje, blev musicalen en oplagt indgang til både fællesskabet og det kunstneriske arbejde. Et sted, hvor han kunne engagere sig i noget konkret og samtidig prøve kræfter med scenen. »Jeg synes, det er fedt med projekter, hvor man har et vist tidsrum til at nå noget, og hvor man gerne vil have, at publikum føler, at det var tiden og pengene værd. Og så kan jeg bare godt lide at spille teater,« smiler han.

Sofie, der går i 2.g, har tidligere erfaring med teater og musical. For hende handler deltagelsen både om det kunstneriske arbejde med rollerne og om den måde, projektet samler eleverne på tværs af klasser og årgange. »Jeg har spillet teater og musical før, og jeg synes, det er fedt at få lov til at spille en rolle, lære den at kende og give den flere lag. Samtidig er det ret særligt, at alle dele er lige vigtige, og at vi er så afhængige af hinanden,« bemærker hun.

Elever fra forskellige årgange er samlet om årets musical på Fredericia Gymnasium. Romeo og Julie har bragt elever på tværs af klasser og studieretninger sammen i et fælles projekt. Foto: Fredericia AVISEN

Når først arbejdet for alvor går i gang, viser musicalen sig ikke kun som et kreativt projekt, men også som en fælles hverdag, der kræver tid og forpligtelse. Øveaftener, weekender og faste dage efter skole har betydet, at eleverne har tilbragt mange timer sammen – og det har sat sine spor i relationerne. »Vi har brugt weekender, øvet til sent om aftenen og været der hver tirsdag efter skole. Man lærer virkelig hinanden at kende,« siger Alberte.

For Keen har netop den tætte proces haft stor betydning. Som ny elev har musicalen givet ham et fællesskab, der ikke nødvendigvis opstår af sig selv i de første måneder på gymnasiet. »Det gør virkelig meget for fællesskabet. Man er blandet på tværs af klasser og årgange, og fordi man er så afhængig af hinanden, bliver man nødt til at lære hinanden at kende,« siger han.

Sofie peger samtidig på, at det ikke kun er samværet, men også ansvaret, der gør projektet særligt. Når forestillingen nærmer sig, bliver det tydeligt, at alles indsats er afgørende for helheden. »Alle møder op, alle har øvet, alle kan deres replikker og deres musik. Det er ret fedt at være omgivet af dygtige mennesker og lave noget sammen, hvor alle tager det seriøst.«

Elever fra Fredericia Gymnasium er i gang med de sidste øvninger frem mod premieren på musicalen Romeo og Julie, hvor både replikker, musik og timing finpudses. Foto: Fredericia AVISEN

Klar til at møde publikum

Nu er det sidste strækning. Premieren nærmer sig, og arbejdet har bevæget sig fra det store overblik til de små justeringer. De sidste gennemspilninger mangler, lys og timing skal falde helt på plads – men fundamentet er der. »Vi kan alle vores replikker, musikken kan sangene, og koret har lært det hele. Det er de sidste detaljer, der skal falde på plads,« fortæller Alberte.

Forestillingerne spilles over flere dage med både generalprøver, forpremiere og aftenshows. Det betyder, at projektet ikke kulminerer i én enkelt aften, men får lov at leve lidt længere – noget Sofie sætter pris på. »Det er fedt, at det ikke bare slutter efter to forestillinger. Man har tid til virkelig at være i det projekt, man har øvet på så længe.«

Når Romeo og Julie går på scenen, er det derfor mere end en nyfortolkning af et klassisk drama. Det er resultatet af mange måneders arbejde, fælles ansvar og et samarbejde, der har trukket tråde på tværs af skolen. Et projekt, hvor eleverne ikke bare har skabt en forestilling – men også et fællesskab, der har fået lov at vokse, mens tæppet langsomt nærmede sig sin opgang.