POLITIK. Det var med både spænding og forventning, at Maria Lund Nielsen mødte ind til sin første dag som byrådsmedlem i Middelfart. Dagen begyndte med et længere byrådsseminar og sluttede med årets første ordinære byrådsmøde.
»Det synes jeg, det gik godt. Det var nogle behagelige samtaler,« siger hun efter mødet. Introduktionsdagen strakte sig fra morgen til midt på eftermiddagen og havde fokus på de praktiske rammer for arbejdet i byrådet. »Vi havde jo et byrådsseminar fra klokken ni til tre, hvor vi fik at vide alle de praktiske ting om at sidde i byrådet, hvem vi skal kommunikere med, hvilke rettigheder vi har og alle de der grundlæggende ting,« fortæller hun.
Efter en kort pause fortsatte dagen med byrådsmødet, som ikke varede så længe. »Det var et meget, meget kort byrådsmøde, det må man sige,« siger det nye byrådsmedlem med et smil i stemmen.
Spænding og sommerfugle
At tage plads i byrådssalen som valgt medlem var for Maria Lund en oplevelse, der rummede både forventning og alvor. Efter introduktionsdagen og de mange praktiske informationer blev det pludselig konkret, da hun satte sig på sin plads og deltog i sit første byrådsmøde. »Det var da en sjov følelse. Det var spændende og nervepirrende – og lidt surrealistisk, at man nu sad der og kunne være med til at træffe beslutninger,« siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, at der også var nerver på, inden mødet gik i gang. »Ja, det var jeg da. Det er jo ligesom første gang, man møder ind på en ny arbejdsplads. Der er lidt kriller i maven,« fortæller hun og tilføjer, at det for hende var på den gode måde. »Så længe det er gode sommerfugle, er det jo dejligt.«
God stemning trods forskellig bagage
Når Maria Lund ser tilbage på dagen, er det især stemningen, hun hæfter sig ved. Både under introduktionsdelen og senere i byrådssalen oplevede hun en ro og en åbenhed i rummet. »Jeg synes egentlig, at stemningen var god. Vi havde nogle gode samtaler sammen, og der var en behagelig stemning allerede til byrådsseminaret, hvor næsten alle var samlet,« siger hun.
Hun oplevede ikke nogen tydelige spændinger under mødet. »Der var ikke noget ballade. Jeg tror, alle er meget afklarede med, at nu er vi kollegaer, og vi skal kunne samarbejde og have en ordentlig stemning, også på trods af skuffelser og sårede følelser.« For hende vidner det om, at byrådet allerede har lagt valgkampen bag sig og er klar til at gå i arbejdstøjet. »Det tror jeg, de fleste mere eller mindre har parkeret og sagt: Nu kigger vi fremad, og nu arbejder vi sammen.«
Fælles start for nye og erfarne
For Maria Lund betød det noget, at introduktionsdagen samlede både nye og erfarne byrådsmedlemmer. »Jeg var egentlig glad for, at der også var så mange af dem, der har prøvet det før. Det giver en fælles start, at vi alle får den samme information og briefing,« siger hun.
Hun oplevede, at det gjorde det lettere at tale sammen på tværs. »Der er jo mange ting, de kender i forvejen, som vi nye slet ikke ved. Men det der med at sidde skulder ved skulder, få det samme at vide og kunne snakke lidt sammen, det synes jeg var rigtig rart.«
Klar til udvalgsarbejdet
Efter introduktionsdag og byrådsmøde retter Maria Lund nu blikket mod det næste skridt i arbejdet, nemlig udvalgene, hvor det politiske arbejde for alvor tager form. »Jeg glæder mig rigtig meget til det første udvalgsmøde. Det er jo dér, man for alvor sidder på en fælles bane og begynder at snakke løsninger og problematikker på en helt anden måde, end vi har gjort indtil videre,« siger hun.
For hende blev den første dag en bekræftelse på, at byrådsarbejdet nu er gået fra forberedelse til praksis. »Det føles som en god start. Der har både været nerver og ro på samme tid,« slutter hun.






