VIDEN. Ny forskning fra Danmarks Tekniske Universitet viser, at spædbørns tarmbakterier kan spille en afgørende rolle i forebyggelsen af astma og allergi senere i livet. En international forskergruppe ledet af DTU har identificeret en konkret biologisk mekanisme, der kan reducere risikoen for, at børn udvikler allergiske sygdomme, og DTU har nu taget patent på opdagelsen.
Studiet viser, at børn har mindre risiko for at udvikle astma og allergi, hvis de tidligt i livet koloniseres med bestemte bifidobakterier i tarmen. Disse bakterier producerer et naturligt stof, en såkaldt metabolit, som dæmper immunforsvarets reaktioner mod allergener. Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Microbiology.
Ifølge forskerne kan opdagelsen få stor betydning, da allergi og astma i dag er blandt de mest udbredte kroniske sygdomme hos børn verden over. Projektleder og professor på DTU Bioengineering, Susanne Brix Pedersen, peger på, at forskningen for første gang dokumenterer en tydelig mekanisme bag den beskyttende effekt.
»Det store fremskridt er, at vi nu har identificeret en konkret mekanisme, som kan dæmpe udviklingen af immunforsvarets allergiske reaktioner allerede i spædbarnsalderen. Hvis vi kan omsætte denne viden til en forebyggende strategi – for eksempel gennem probiotiske tilskud eller berigede modermælkserstatninger – vil det være et stort skridt i kampen mod allergi og astma, som i dag rammer millioner af børn verden over,« siger hun.
Forskerne fulgte 147 børn fra fødslen og frem til femårsalderen. Her fandt de, at spædbørn med en høj forekomst af bestemte bifidobakterier i tarmen havde lavere risiko for allergisk sensibilisering. Særligt stoffet 4-hydroxyphenyllaktat, også kaldet 4-OH-PLA, viste sig at spille en central rolle ved at dæmpe immunforsvarets overreaktion.
Laboratorieforsøg med humane immunceller viste, at naturlige koncentrationer af 4-OH-PLA reducerer kroppens produktion af antistoffet immunoglobulin E, IgE, med 60 procent. IgE er tæt forbundet med allergiske reaktioner, og høje niveauer øger risikoen for symptomer som eksem, høfeber og astma.
Studiet bygger desuden på analyser af afførings- og blodprøver fra store fødselskohorter i Sverige, Tyskland og Australien. Her kortlagde forskerne både bakteriesammensætningen i spædbørns tarme og niveauerne af relevante metabolitter samt børnenes immunreaktioner.
Forskerne har også undersøgt, hvilke forhold der øger sandsynligheden for, at spædbørn får de gavnlige bakterier. Ifølge Rasmus Kaae Dehli, specialist i systemimmunologi på DTU Bioengineering, spiller flere faktorer ind.
»Det er bemærkelsesværdigt, at de børn, der var født vaginalt, havde 14 gange større sandsynlighed for at få overført bifidobakterierne fra deres mor. Derudover hjalp fuld amning og kontakt med andre små børn tidligt i livet også med at øge antallet af bifidobakterierne i tarmen. Det betyder, at naturlige mekanismer medvirker til at undgå udviklingen af disse sygdomme. Vores livsstil har dog bidraget til, at disse bifidobakterier er blevet meget sjældnere, og derfor er det også vigtigt at se på andre forebyggende tiltag, der kan hjælpe de spædbørn, der ikke bliver koloniseret med dem,« siger han.
Resultaterne peger på, at tilførsel af enten 4-OH-PLA eller probiotiske bakterier, der kan producere stoffet, kan blive en ny strategi til at forebygge allergi og astma. DTU har allerede udtaget patent på brugen af den fundne metabolit i lægemidler til både forebyggelse og behandling.
Ifølge forskerne kan en forebyggende indsats målrettet spædbørn muligvis være klar inden for få år, mens egentlige behandlinger af allergi og astma vil have et længere perspektiv på op mod ti år, da de først skal gennem omfattende kliniske forsøg.






