KULTUR. Mørkemusikken i Hannerup Kirke den 13 Januar 26, blev en smuk og stemningsmættet skumrings aften, hvor den pænt besøgte kirke dannede rammen om ro, fordybelse og genkendelig klangskønhed.
I det dæmpede lys udfoldede organist Tanja Christiansen et program præget af sansbarhed, værdighed og eftertænksomhed. Publikum blev ført gennem både elskede klassiske værker og nyere musik i et tilgængeligt tonesprog – fra Boëllmanns inderlige bøn og Händels rolige højtidelighed til nordiske og danske toner, der talte direkte til stilhed, vemod og håb.
Den afsluttende fællessalme samlede koncerten i et fælles åndedrag og efterlod en oplevelse af varme, alvor og fællesskab – en aften, hvor tiden fik lov at stå stille, og musikken fik plads til at tale i sit eget tempo.
Følgende værker blev fremført af Organist Tanja Christiansen:
Léon Boëllmann (1862-1897) – “Prière à Notre-Dame” fra “Suite Gothique”
Lasse Tofte Eriksen (1978) – “Arioso i a-mol”. Carsten Klomp (1965) – “Andante religioso”
Jesper Madsen (1957-1999) – “Den klare sol går ned”, Oskar Lindberg (1887-1955) –
“Gammel fäbodpsalm”, Lukas Stollhof (*1980) – “Cantabile”, Georg Friedrich Händel (1685- 1759) – “Largo”
Fællessalmen var DS 785 “Tunge, mørke natteskyer”
Musik i mørket er nok en meget individuel oplevelse, denne anmelder fandt i roen i musikken og stilheden i denne vinter skumringstime. Koncerten bevæger sig ind i stilhedens og skumringens rum, hvor lyset dæmpes, og sanserne skærpes. Mørket bliver ikke truende, men omsluttende – et sted for ro, eftertanke og indre nærvær. Musikken får lov til at stå alene, uden distraktioner, og hver tone opleves med større klarhed.
Programmet veksler mellem bøn, sang og stille meditation. De romantiske klange hos Boëllmann og Händel giver en følelse af højtid og tryghed, mens de nordiske og moderne værker tilføjer et mere skrøbeligt og menneskeligt udtryk. Her er plads til vemod, men også til varme og håb.
Der opstår en stemning, hvor tiden synes at gå langsommere, og hvor både kirkerummet og lytteren får lov at hvile. Stilheden mellem satserne bliver en aktiv del af oplevelsen. Mørket deles, og musikken bliver et fælles rum – stille, alvorligt og trøstende.