Et år efter flytningen til de større lokaler på Vejlevej oplever Fredericia Isenkram både flere kunder, større sortiment og nye arbejdsgange. Indehaver Daniel Huusmann ser tilbage på et år med investeringer, to julesæsoner – og en forretning, der nu er klar til næste skridt.
Der er sne udenfor og kulde i luften, men indenfor hos Fredericia Isenkram på Vejlevej er stemningen varm. Flagene er i loftet som pynt, lyset er tændt, og hylderne bugner af varer i alle farver og kategorier – fra blendere og støvsugere til bagemaskiner, elkedler, gryder og pander. Det er uge 2, tirsdag formiddag, og indehaver Daniel Huusmann gør status. Et år efter flytningen fra midtbyen til de markant større lokaler på Vejlevej er det tid til at se tilbage – og frem.
»Vi åbnede herude i slutningen af september 2024, så vi har nu haft to julehandler i de nye lokaler. Og julen er jo den vigtige tid for os. Det er dér, jeg virkelig kan se, at lokalerne er kommet til deres ret,« siger han.
Julen fungerer som en slags stresstest for en isenkræmmer. Det er her, både sortiment, logistik og bemanding bliver sat på prøve. Netop derfor har det været afgørende for Daniel Huusmann at se, hvordan forretningen fungerede under pres.

»Der er meget høj trafik i december. Mange kunder, mange varer, mange pakker ud ad døren. Og her har det gjort en kæmpe forskel, at vi har pladsen. Både til varerne og til kunderne. Det giver en helt anden ro – også når der er travlt.«
Flytningen til Vejlevej har ændret hverdagen markant – både set fra kundesiden og bag disken. Hvor pladsen tidligere satte naturlige begrænsninger, er der nu luft til både et større sortiment og en mere flydende kundestrøm.
»Det er blevet nemt for folk at parkere, nemt at komme ind og nemt at få varerne med. Det betyder mere, end man lige tror – især når man køber noget, der fylder lidt,« siger han. Også internt har flytningen haft stor betydning.
»For os er det blevet langt mere effektivt. Varer ind, varer ud, levering, lager – det hele spiller bedre sammen nu. Og så kan vi håndtere mange kunder på én gang, uden at det bliver stressende.« Det gælder især erhvervskunderne, som er vokset markant det seneste år. Firmajulegaver, større bestillinger og gentagne leverancer fylder nu en større del af forretningen end tidligere – uden at det er gået ud over de private kunder.
»Tværtimod. Vi rammer en virkelig bred palette nu – både privat og erhverv. Det ene udelukker ikke det andet, når rammerne er der.«
Ifølge Daniel Huusmann har kunderne hurtigt vænnet sig til den nye beliggenhed.
»Det er jo ikke meget anderledes, end når man kører til Harald Nyborg, Jysk eller I. Hansen. Folk er vant til at køre derhen, hvor de ved, de får det, de søger. Og når det samtidig er nemt at parkere og komme til, så bliver det hurtigt en vane.«
Flytningen har med andre ord ikke flyttet kunderne væk – den har givet dem mere plads.
Klik, hent – og få rådgivning med
Et vigtigt skridt i udviklingen har været lanceringen af en ny hjemmeside med click-and-collect, som hurtigt er blevet en integreret del af hverdagen i butikken.
»Den bliver brugt rigtig meget. Folk klikker varen hjem, kører herud, parkerer og går ind og henter den. Det er convenience – og det er nødvendigt i dag,« siger Daniel Huusmann.
Den digitale løsning har især gjort det nemmere for kunder, der ved, hvad de skal bruge, og som gerne vil spare tid. Men click-and-collect har ikke ændret på det grundlæggende i forretningen.
»Det digitale erstatter ikke det menneskelige. Tværtimod. Selvom man klikker varen, skal man aldrig være bleg for at spørge. Alt kan laves om.«
For i Fredericia Isenkram handler det sjældent om én enkelt løsning.
»Vi sælger jo ikke bare én elkedel eller én toaster. Vi har måske 20–25 varianter. Og det handler ikke kun om funktion eller pris, men også om, hvad man gerne vil have stående derhjemme.«
Her ligger butikkens klare styrke, mener han: rådgivning, overblik og mulighed for at opleve produkterne fysisk.
»Man kan se, røre og føle. Og hvis man gerne vil høre, hvor meget en blender larmer, så tænder vi den ovre i køkkenet. Det er den forskel, vi kan gøre.«

Investeringer før høst
De større lokaler på Vejlevej betyder også et markant større varelager. Meget større.
»Indkøbet er steget med omkring 50 procent i forhold til tidligere. Det er jo, fordi vi nu har plads til flere varegrupper og kategorier, som vi gerne vil lege med.«
Flytningen har dermed krævet betydelige investeringer – og det kan mærkes på bundlinjen.
»Indtjeningen har stagneret lidt, fordi der har været startomkostninger. Facader, marketing, ny hjemmeside, sortiment. Det hele koster.«
Alligevel er optimismen intakt.
»Jeg kan se en rigtig sund forretning vokse frem. Kunderne er der, sortimentet er der, og tingene fungerer. Nu skal der høstes.« Daniel Huusmann ser ikke varerne som en udgift, men som en nødvendig forudsætning for vækst. »Varer er jo ikke et tab. Det er en investering. Pengene er et sted – de skal bare arbejde.«

Gryder, pander – og trends
Når han ser på salget, er der stadig klassikere, der overrasker.
»Hybrid gryder og pander sælger helt ufatteligt godt. Vi har nok byens største udvalg – omkring 15 mærker og et meget bredt prisspænd. Fra 130 kroner til 800 kroner. Det gør, at vi kan rådgive alle.«
Trends spiller også ind. Ismaskiner, slush ice-maskiner og multimaskiner har fyldt mere – ikke mindst i de varme perioder.
»Sidste år solgte vi virkelig mange slush ice-maskiner. Og det stopper jo ikke dér – folk bruger dem, og så kommer de igen efter væsker. Der opstår et eftermarked.«
Klar til 2026
Blikket er nu rettet fremad. Foråret kommer hurtigt, og med det nye sortimenter.
»I slut februar og starten af marts begynder vi at få havemøbler ind. Sidste år testede jeg mig frem. I år har vi lavet et skarpt sortiment – både plast og teak – noget andet end det, alle andre har.«
Og så handler det om at forfine. »Konceptet fungerer. Det er nemt at parkere, nemt at komme ind. Nu skal vi bare gøre det endnu skarpere og fortsætte med at tilpasse os. Vi er selvstændige – og vi lever af at være hurtige og dygtige til at følge markedet.« Han smiler og kigger ud over butikken.
»Der er gang i den. Og det føles rigtigt.«










