POLITIK. Lørdag den 10. januar kan fredericianerne møde Socialdemokratiets folketingskandidat Maria Radoor, når hun sammen med partifæller går i dialog med vælgerne i byens gågade. Formålet er at sætte fokus på, hvorfor partiet mener, at Fredericia bør have sin egen repræsentant på Christiansborg.

Maria Radoor blev i 2024 valgt som folketingskandidat i Fredericiakredsen. Hun var senest kandidat til valget til Europa-Parlamentet, hvor hun opnåede 7.743 personlige stemmer og dermed markerede sig blandt de kandidater, der ikke opnåede valg. Hun er 39 år, uddannet kandidat i folkesundhedsvidenskab med speciale i global health og arbejder i dag hos Falck Quick Care i Vejle. Tidligere har hun været selvstændig med virksomheden Zendoo, som havde afdelinger i både Fredericia og Kolding.

Bag ønsket om politisk indflydelse ligger ifølge Maria Radoor en grundlæggende bekymring for samfundets udvikling og fremtiden for kommende generationer.

»Når jeg ser på mine to piger, så bliver jeg oprigtigt bekymret for deres fremtid. Der er krig i Europa og Rigsfællesskabet er truet. Abortrettigheder rulles flere steder tilbage. Der er en stor gruppe kvinder og børn i Danmark, der daglig udsættes for negativ social kontrol. Vores børn og unge udsættes dagligt for vanvittigt indhold og vanedannende funktioner på de sociale medier. Mange af vores unge er ensomme og præget af angst. Og så står vi i verden over for både klimakrise, miljøkrise og biodiversitetskrise, der kræver politisk prioritering og handling. Det er bl.a. disse kæmpe udfordringer, der gør, at jeg søger politisk indflydelse«, udtaler hun.

Hun peger samtidig på, at Fredericia har særlige styrkepositioner, som bør være tydeligere repræsenteret på nationalt plan.

»Samtidig fortjener Fredericia et folketingsmedlem, der kan tale vores sag, fx når det gælder de områder, hvor vi står stærkt og har så meget at byde ind med nationalt, fx Den Grønne Omstilling og Forsvaret«, siger Maria Radoor.

Hos Socialdemokratiet i Fredericia ser man frem til mødet med vælgerne. Kredsformand Karsten Cordtz fremhæver kandidaten som en stærk stemme for byen.

»Maria Radoor er en stærk folketingskandidat, der er i øjenhøjde med de fredericianske vælgere. Hun ville kunne sikre Fredericia en længe savnet plads i Folketinget. Vi glæder os til dialogen med Fredericias vælger i gågaden i morgen lørdag«, siger han.

Socialdemokratiet i Fredericia vil lørdag blandt andet være til stede på Rådhuspladsen med en mindre stand, hvor forbipasserende kan få en snak og hente materiale.