I en tid, hvor den geopolitiske spilleplade har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste år, spillerGrønland en stadig vigtigere rolle i både Arktis og internationalt. Derfor er det mere aktuelt end nogensinde, at vi i Danmark – og i Fredericia – plejer vores relationer mod nord.
At venskabssamarbejdet mellem Fredericia og Ilulissat i 2023 ophørte efter mere end 50 års virke, anser jeg som et kulturelt tab for Fredericia. Jeg ved, at kernen i samarbejdet – udvekslingen af skoleelever – til sidst blev for vanskelig at gennemføre. Men i stedet for at se det som et endeligt punktum, betragter jeg det som et komma. For hvad nu, hvis et nyt venskabssamarbejde kunne bygges på flere søjler end blot skoleudveksling?
De fredericianere, der har besøgt Ilulissat inden for de senere år, vil kunne berette om en storslået natur med isfjorden, som er UNESCO-verdensarv, stærke grønlandske kulturtraditioner, og fokus på bæredygtighed, klima og arktisk samarbejde; værdier, der kan inspirere kulturel, uddannelsesmæssig og miljømæssig udveksling mellem de to byer.
Jeg foreslår derfor Fredericia Kommune, at et nyt samarbejde mellem Fredericia og Ilulissat udvides til at omfatte kultur, erhverv, miljø og uddannelse. På den måde kan vi skabe et partnerskab, der ikke blot bygger på historien, men som også rækker ind i fremtiden. Fredericia har et rigt kulturliv, stærke uddannelsesinstitutioner, er langt fremme i den grønne omstilling og har et erhvervsliv i vækst; alt sammen noget, der kunne skabe gensidig værdi i et nyt samarbejde med Ilulissat.
Flere mennesker i vores lokalsamfund har allerede tilbudt deres hjælp til at genetablere og nytænke et dansk-grønlandsk venskab. Det vidner om, at viljen og engagementet er til stede.
Rigsfællesskabet betyder mere end nogensinde før. For Danmark og for Grønland. For Fredericia og for Ilulissat. Det haster derfor for Fredericia Kommune at række ud til Avannaata Kommune, som er den kommune, hvor Ilulissat er hovedbyen. Det vil blive godt modtaget, ved jeg.










