Der er navne, som bliver hængende, når man taler om ældreplejen i Fredericia.

Othello. Hybyhus. Kobbelgården.

Skriver man dem i en søgemaskine, dukker sagerne op. Medarbejdere under pres. Pårørende, der råber op. Ledelsesmæssige svigt, uro og tillidsbrud. Og nu endnu et direktørskifte på et af kommunens mest følsomme velfærdsområder.

Det er fristende at gøre det til en lokal historie. At pege fingre. At tale om “noget særligt galt i Fredericia”.

Men det ville være forkert.

For sandheden er mere ubekvem – og mere alvorlig: Det her er ikke en fredericiansk historie. Det er en dansk historie. Og i stigende grad en velfærdshistorie, der gentager sig fra by til by, kommune til kommune.

Når man kan skrive et navn – og finde sagerne

Othello er ikke unikt. Hybyhus er ikke alene. Kobbelgården er ikke et særtilfælde.

Søger man fem år tilbage i tiden, kan man finde plejehjem i næsten alle større byer, hvor navnet alene åbner for en række artikler, tilsynsrapporter og vidnesbyrd om pres, fejl og svigt.

Det handler ikke om onde medarbejdere eller ligeglade ledere. Tværtimod. Det handler om et system, der i årevis er blevet strammet, effektiviseret og målt – ofte uden at blive gentænkt.

Der er langt fra ostemaden hos Fru Jensen og vagtlægen, der kom kørende, når små og store var syge, til nutidens ældrepleje, hvor vagtlægen sidder bag en skærm, og omsorg ofte er presset ind mellem dokumentation, skemaer og systemkrav.

Det er ikke nostalgisk længsel. Det er en konstatering.

Endnu et direktørskifte – endnu en chance

Når en direktør forlader området, vil nogen altid spørge: blev hun træt af at håndtere skandalerne?

Måske. Måske ikke.

Men det er i virkeligheden det mindst interessante spørgsmål. Det vigtige er, hvad Fredericia vælger at gøre nu.

For et direktørskifte er ikke bare et punktum. Det er et komma. En mulighed for at stoppe op. For at stille det svære spørgsmål: Skal vi blive ved med at gøre mere af det samme – eller tør vi gøre noget andet?

Ældreplejen kan ikke repareres med pressemeddelelser og handleplaner alene. Den kan heller ikke fixes ved endnu et lag kontrol. Den skal bygges op igen – fra bunden og op.

Medarbejderne er nøglen – ikke problemet

Der findes ingen genvej uden om medarbejderne.

Hvis ældreplejen skal lykkes, skal medarbejderne lykkes.

Det kræver stabilitet, faglighed og ledelse, der tør stå på mål – også når det blæser. Det kræver, at man går fra brandslukning til langsigtet drift. Fra konstant undtagelsestilstand til hverdag, der hænger sammen.

Det kræver også, at man tør tale ærligt om arbejdsvilkår, rekruttering og fastholdelse – uden at gøre det til en kamp mellem “systemet” og “gulvet”.

For der er ingen ældrepleje uden mennesker. Og der er ingen mennesker, der kan levere nærvær, hvis al deres tid går med at dokumentere, registrere og forklare.

Brug systemerne klogere – ikke mere

Her ligger et overset potentiale.

For måske er løsningen ikke færre systemer – men bedre brug af dem. Kunstig intelligens, automatisering og smartere planlægning kan frigive tid. Ikke til flere møder. Men til nærvær.

Hvis teknologi kan tage noget af det administrative, kan mennesker tage sig af det menneskelige. Hvis systemerne bruges klogt, kan de give mere tid ved sengen, ved bordet, i samtalen.

Det kræver mod at tænke sådan. For det kræver, at man tør slippe kontrollen en smule – og i stedet stole på fagligheden.

Fredericia kan vælge at gå forrest

Fredericia står ikke alene med udfordringerne. Men netop derfor kan byen også vælge at blive et eksempel på, hvordan man kommer videre.

Ikke ved at love, at der aldrig igen vil være sager. Det vil der. Der vil altid være fejl, klager og menneskelige brudflader i velfærden.

Men ved at vise, at man tager ansvar. At man investerer i ledelse, kultur og arbejdsmiljø. At man tør bruge teknologi som et redskab – ikke som en erstatning for omsorg.

At man forstår, at ældrepleje ikke kun er et budgetområde, men et spejl af, hvem vi er som samfund.

Fra uro til tillid

Othello, Hybyhus og Kobbelgården vil ikke forsvinde fra hukommelsen. Og det skal de heller ikke. For de minder os om, hvad der sker, når systemer bliver vigtigere end mennesker.

Men de kan også blive startpunkter. Ikke for endnu en skandale, men for en ny retning.

Hvis Fredericia vil.

Hvis ledelsen tør.

Og hvis vi husker, at nærvær aldrig kan effektiviseres – men tid til nærvær kan skabes.