Efter et karriereskifte fra erhvervslivet valgte Torben Søgaard Bonnichsen folkeskolen til for værdiernes skyld. I tredje del af vores serie om den fredericianske folkeskole fortæller han om mødet med et komplekst system, pressede klasser, voksende bureaukrati og et ansvar, der rækker langt ud over undervisningen. Samtidig efterlyser han mindre klasser, større faglig frihed og mere mod – både blandt lærere og politikere.
Da Torben Søgaard Bonnichsen for otte år siden forlod erhvervslivet og trådte ind i folkeskolen, var det ikke et forsøg på at finde et mere roligt arbejdsliv. Tværtimod. Skiftet udsprang af et behov for at arbejde med noget, der havde en anden tyngde end effektivitet og hurtige resultater.
Han havde i årene forinden arbejdet med uddannelse af voksne i det private erhvervsliv. Alligevel var det netop folkeskolen, der trak – fordi den rummede noget mere grundlæggende.
»Det var selvfølgelig et karriereskifte, men det var i høj grad også et værdiskifte. Jeg kunne mærke, at lærergærningen rummede nogle dannelsesmæssige og menneskelige værdier, som jeg gerne ville arbejde med. Noget, der handlede om mere end bare resultater her og nu, men om at forme mennesker over tid.«
Overgangen blev samtidig et møde med en helt anden arbejdskultur. Hvor tempoet i erhvervslivet ofte var højt, og ansvar blev målt i færdige leverancer, oplevede Torben Søgaard Bonnichsen hurtigt, at skolens virkelighed arbejder i langt længere perspektiver.
»Noget af det, jeg skulle vænne mig til, var, at ikke alt skal lykkes i dag. I skolen arbejder vi med processer, hvor resultaterne først viser sig langt senere. Det behøver ikke at være i dag, lille Per lærer at læse – og den erkendelse var faktisk en stor omstilling for mig.«
Samtidig blev han mødt af en organisation, der viste sig at være langt mere kompleks, end han havde forestillet sig.
»Jeg blev overrasket over, hvor stor og kompleks folkeskolen faktisk er. Og hvor lang omsætningstid der er på mange beslutninger. Men jeg blev også positivt overrasket over mine kolleger. Over hvor dedikerede de er. De møder op dag efter dag og er nærværende for eleverne – også når opgaven er tung.«
Netop den hverdag, mener Torben Søgaard Bonnichsen, forsvinder ofte i den offentlige debat om folkeskolen. En debat, han grundlæggende hilser velkommen, men som mister sin værdi, hvis den løsriver sig fra praksis.
»Alle stemmer er vigtige, og vi skal kunne stå på mål for kritik. Det er en del af at leve i et demokrati. Men den kritik, der for alvor giver mening, er den, der tager udgangspunkt i hverdagen – hvor man kan se, hvad det er, vi faktisk står i, og hvorfor vi gør, som vi gør.«
Når samtalen bevæger sig ind på lærerværelset, er der ét tema, der igen og igen trænger sig på: arbejdspresset. Ikke som en generel klage, men som en konkret erfaring fra klasselokalet.
Torben Søgaard Bonnichsen peger på, at meget af presset opstår, før undervisningen overhovedet begynder.
»Trivsel fylder enormt meget i dag, men elevernes trivsel starter jo ikke i skolen. De kommer med noget hjemmefra – fra familien, fra fritiden, fra livet udenfor. Og alt det tager de med ind i klassen.«
Det betyder, at læreren ofte skal bruge betydelig energi på at skabe ro, tryghed og fællesskab, før det faglige arbejde kan tage form.
»Mange lærere laver i praksis en masse krumspring, bare for at få alle elever med på opgaven. Og det gør, at man allerede er presset, inden man når til undervisningen.«
Det er i den sammenhæng, diskussionen om klassestørrelser bliver konkret. For Torben Søgaard Bonnichsen er det nuværende loft på 28 elever sjældent foreneligt med den virkelighed, lærerne står i.
»Antallet af elever kan ikke fastsættes isoleret. Det handler om, hvad vi vil opnå – og om, hvordan eleverne faktisk møder op. Hvis alle er veloplagte, kan man håndtere flere. Men hvis mange rammer den forkerte dag, bliver det meget svært.«
Han peger på, at undervisningen i dag i højere grad er undersøgende, problemorienteret og organiseret i grupper. Det stiller nye krav til lærerens tilstedeværelse.
»Kunsten er at være til stede uden at være styrende. Hvis du bliver for usynlig, mister eleverne retning. Hvis du bliver for dominerende, mister de ejerskab. Den balance er svær – og den bliver næsten umulig i for store klasser.«
Derfor er hans konklusion klar og konsekvent.
»Jeg mener, vi skal ned omkring 20 elever i en klasse. Store nok grupper til, at der opstår et fællesskab – men små nok til, at læreren kan nå rundt og faktisk være til stede.«
Torben Søgaard Bonnichsen afviser samtidig forestillingen om, at større klasser kan kompenseres med digitale løsninger og teknologiske genveje. Her bliver han markant.
»Man kan godt sætte 50 elever foran en Chromebook, downloade noget software og bagefter teste, om de har forstået det. Men det har ikke noget med undervisning at gøre. Det giver input – ikke læring. Det giver hverken dannelse, socialisering eller fællesskab.«
For ham er netop dannelsen et helt afgørende argument for, at folkeskolen ikke kan reduceres til individuel skærmundervisning.
»Hvis vi vil have en folkeskole, vi kan være stolte af, skal eleverne løse svære ting sammen. Det er dér, de lærer at fungere som mennesker i et fællesskab. Det kan vi ikke erstatte med online-systemer.«
Samtidig oplever Torben Søgaard Bonnichsen, at lærernes faglighed i stigende grad kommer under pres. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men som følge af styring og ressourceknaphed.
»Vi har mindre frihed i dag. Ledelsen rækker længere ned i hverdagen, og nogle gange handler beslutninger mere om at få skemaet til at hænge sammen end om faglighed.«
Han nævner eksempler på lærere, der underviser i fag, de ikke er uddannet til, for at få enderne til at mødes.
»For 20 år siden var matematiklæreren matematiklærer. I dag arbejder vi mere i teams, og det styrker samarbejdet – men det betyder også, at fagligheden nogle gange bliver udvandet.«
Her mener han, at lærerne selv har et ansvar for at sige fra.
»Vi skal turde sige, at matematik ikke er klassens time. Dansk og matematik er fag, der blinker lige nu, og der er vi nødt til at stå fast – også internt.«
Bureaukratiet er et andet vilkår, der presser lærernes hverdag. Dokumentation, møder og opfølgning fylder mere og mere.
»Forberedelsestid findes på papiret, men i praksis bliver den brugt på alt muligt andet end at forberede undervisning. Hvis eleverne virkelig skal have gavn af lærernes tilstedeværelse, er vi nødt til at afbureaukratisere og prioritere undervisningen.«
Hvis Torben Søgaard Bonnichsen fik magten til at sætte retningen for folkeskolen, ville han ikke lave radikale ændringer. Tværtimod.
»Fire ud af fem elever går i folkeskolen. Det siger noget om, at der er en grundlæggende opbakning.«
Men han ville stille større krav – især til lærerne selv.
»Vi skal blive bedre til at kritisere hinanden fagligt. Hvis vi vil have mandatet til at arbejde med relativt stor frihed, så forpligter det også. Vi skal turde sige til en kollega, når noget ikke er godt nok.«
Det ser han som en forudsætning for at skabe en folkeskole, som både forældre og samfund kan have tillid til.
»Folk kan mærke forskel på lærere. Det forpligter os.«
Bekymringen bliver særlig tydelig, når samtalen falder på de elever, der forlader folkeskolen uden at bestå afgangsprøverne.
»Det er både beklageligt og forundrende. Men det hænger også sammen med, at folkeskolen ikke siger nej til nogen.«
Han efterlyser mere mod til at give nogle elever et andet og mere respektfuldt tilbud.
»Nogle elever har reelt ikke forudsætningerne for at bestå prøverne. Alligevel bliver de ført igennem år, som ikke er rare. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.«
Samtidig peger han på elever, der reagerer med modstand, fordi skolelivet ikke giver mening.
»Der er nogle skal-opgaver i livet, uanset om du vil være smed eller biolog. Det er også en del af dannelsen at lære det.«
Her spiller relationen mellem lærer og elev en afgørende rolle.
»En autentisk lærer, der tager ansvar og skaber tillid, kan redde mange børn fra at forlade folkeskolen med en dårlig oplevelse.«
Samarbejdet med forældrene er i den sammenhæng helt centralt – og ofte vanskeligt.
»Den største udfordring er nogle gange kommunikationen med forældrene. Hvornår er du forælder, og hvornår er du mor eller far?«
Han oplever, at ansvaret for hurtigt placeres hos systemet.
»Det sender et signal til barnet om, at selv forældrene har givet op.«
Derfor efterlyser han et mere forpligtende samarbejde, hvor barnet mødes som deltager i et fællesskab – ikke som et problem, der skal forklares væk.
Til sidst vender Torben Søgaard Bonnichsen blikket mod politikerne. Ikke for at efterlyse nye reformer eller flere ord – men noget mere grundlæggende.
»Anerkendelse.«
Han peger på lærere, forældre og skolebestyrelser, der hver dag leverer langt mere, end man umiddelbart ser.
»Der er ingen, der flygter fra opgaven. Tværtimod.«
For ham handler det ikke om løn eller prestige, men om at blive set.
»Der er nogen, der løber med både arme og ben. Det kunne være rart, hvis nogen en gang imellem sagde: Vi ved godt, hvad I laver.«
I tredje del af serien tegner Torben Søgaard Bonnichsen et billede af en folkeskole, der ikke mangler vilje – men tid, plads og mod. Ikke mindst modet til at stå fast på fagligheden, også når det er besværligt.
