December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi byens butikker én for én og ser, hvordan julen folder sig ud bag disken.

I dag åbner vi låge 23 hos Vinspecialisten i Danmarksgade – på hjørnet, hvor mange allerede har lagt vejen forbi flere gange i december.

Hos Helle Svaneborg er der ingen tvivl om, hvad tiden kalder på. »Du er kommet ind i Vinspecialisten i Fredericia,« siger hun med et smil. »Her finder du vin, champagne, julevin – og rigtig mange gavekurve.« Og når hun siger mange, mener hun det. »Vi laver flere hundrede gavekurve. Både til private, virksomheder og erhverv. Det er faktisk et af vores helt store områder i år.«

Et år, der har overgået forventningerne

Når Helle ser tilbage på året, er der ikke meget tøven. »Det har været vores bedste år nogensinde,« siger hun. »Vi ligger på index 107, og november måned stak helt af. Det var vores bedste november nogensinde.«

Hun understreger, at væksten ikke kun handler om mængde, men om loyalitet. »Folk kommer igen. De siger: Det, vi fik sidste år, var virkelig godt – det vil vi gerne have igen. Det er kvalitet frem for store mængder.« Placeringen i Danmarksgade har også spillet en rolle. »Det betyder meget, at folk bare kan smutte ind og hente en kurv, en flaske vin eller kaffe. Det skal være nemt.«

Og hvis året har været godt, så er december noget for sig selv. »Det er vores største måned,« siger Helle uden omsvøb. »Vi har ekstremt travlt.« Travlheden kan ses overalt i butikken. Kurve står klar, nye bliver samlet, og tempoet er højt. »Vi laver op mod fire kurve i minuttet på de travleste tidspunkter. Det lyder vildt, men det er sådan, det er.«

Gavekurve i mange størrelser er blandt de mest efterspurgte julegaver hos Vinspecialisten i Fredericia. Foto: Fredericia AVISEN

For at få hverdagen til at fungere har Vinspecialisten en særlig struktur. »Vi har et stort pakkelager i Middelfart, hvor mange erhvervsgaver bliver pakket på forhånd. Det betyder, at vores personale her kan arbejde i almindelige tider og stadig være friske og imødekommende.« Det er et bevidst valg. »Jeg vil hellere have glade medarbejdere og glade kunder. Man kan mærke forskel.«

Kun glade mennesker

Stemningen i butikken er ifølge Helle noget helt særligt i december. »Vi ser kun glade mennesker. Folk kommer herind for at få en oplevelse. Smagsprøver, inspiration – hvem vil ikke gerne have det?«

Aldersforskellen er stor, men fællesnævneren den samme. »Du kan komme herind med rollator, med barnevogn, på scooter. Alle aldre kommer herind.« Og så hjælper det, at der bliver gjort lidt ekstra ud af det. »Vi serverer smagsprøver, der er julemusik, og der er bare en god stemning. Når vi er glade, så er kunderne det også.«

Et af årets julegaveideer er gløggen fra Hr. Skov. Helle deler gerne smagsprøver ud i butikken i december. Foto: Fredericia AVISEN

Årets julegavehits – det sikre og det lidt sjove

Når snakken falder på julegavehits, peger Helle først på gavekurvene. »Det er helt klart et hit. Folk vil gerne have noget, der er nemt, lækkert og klar til at give.«

Men også julevinen fylder meget. »Julevinen er blød og drikkeklar. Det er ikke sådan en, man skal gemme. Det skal være hurtigt, nemt og lækkert.«

Blandt de lidt mere særlige favoritter er en håndlavet solbærlikør. »Den er perfekt til små shots, til prosecco eller bare som den er. Den står lige ved indgangen – og folk kan simpelthen ikke lade være.«

Solbærlikør er blandt de mindre, men populære julehits – både alene og som del af gavekurve. Foto: Fredericia AVISEN

Der er også plads til de mindre, spontane gaver. »Vi sætter bevidst to-tre varer helt fremme ved døren. Det gør det nemt. Ikke alle har god tid, men alle vil gerne finde noget godt.«

Når julen skal være nem – og god

Hos Vinspecialisten Fredericia handler julen ikke om stress, men om overblik. »Alt skal kunne lade sig gøre,« siger Helle. »Nogle vil have noget hurtigt. Andre har særlige ønsker. Så finder vi ud af det.«

Og netop den tilgang gør butikken til et naturligt stop i december. Et sted, hvor julegaverne kan smage af noget. Hvor stemningen er høj, tempoet er til at følge med, og hvor både den sikre gave og den sidste, spontane idé kan findes.

I morgen åbner en ny låge i Fredericia AVISENs julekalender. En ny butik. En ny fortælling. Endnu en del af byens jul.