Gudmundsson frustreret efter nederlag til GOG

0

Efter Fredericia Håndboldklubs nederlag til GOG lørdag aften var cheftræner Gudmundur Gudmundsson en skuffet, men reflekterende mand.

Kampen, der endte 30-27 til hjemmeholdet, var præget af en stærk indsats fra Fredericia i store dele af opgøret, men i slutfasen glippede det for gæsterne, som ikke formåede at score i kampens sidste minutter.

– Det er svært at analysere og sige præcis, hvad der skete. Vi fik ikke scoret i den sidste del af kampen. De fik to eller tre angrebsfejl, som jeg ikke helt kunne forstå, og de scorede. Vi fik heller ikke scoret på kontraangreb eller fløjen, sagde Gudmundsson.

Træneren pegede på flere afgørende detaljer, der gjorde forskellen i den tætte kamp. Blandt andet nævnte han to brændte straffekast og flere misbrugte kontrachancer, som kostede dyrt for hans mandskab.

– Vi havde chancer, men vi fik ikke det ønskede resultat. Det er svært at forstå. Vi brændte to straffespark, det var en vigtig detalje. Vi brændte også kontrachancer. Vi spillede godt, men alt gik imod os, og der var mange misforståelser undervejs, sagde Gudmundur Gudmundsson

En krævende rejse og mangel på forberedelse

Forud for kampen mod GOG havde FHK været på en lang og krævende rejse til Nordmakedonien, hvor holdet spillede mod Eurofarm Pelister i Champions League League. Rejsen havde taget 36 timer, og holdet havde minimalt med tid til at forberede sig på kampen mod de danske mestre.

– Vi har kæmpet hårdt og været under pres, og det har været en lang rejse for os. Da vi kom her, havde vi ikke tid til at forberede os ordentligt, vi skulle bare spille hurtigt igen. Det er ikke nemt. Det føles som en blanding af frustration og muligheden for at komme videre, sagde Gudmundur Gudmundsson.

Trods nederlaget fremhævede træneren, at spillerne havde kæmpet hårdt og givet alt, hvad de havde. Han erkendte dog, at holdet fortsat har meget at arbejde på.

– Drengene kæmpede og gav alt, de havde. Vi har haft svære dage og spillet under stort pres, men vi fortsætter og gør vores bedste for at finde løsninger, lød det afslutningsvis fra Gudmundsson.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her