Efter at Økonomi- og Erhvervsudvalget tirsdag valgte at udsætte beslutningen om Fredericia Shoppings ansøgning om fortsat og udvidet støtte, understreger SF’s medlem af udvalget, Malene Søgaard-Andersen, at udsættelsen handler om at få et bedre samlet grundlag – ikke om, at ansøgningen vurderes utilstrækkelig.
»Der ligger i udsættelsen, at vi gerne vil indgå i en dialog med Shopping om, hvordan vi bedst muligt kan understøtte dem i at skabe aktivitet i bymidten,« siger hun.
Ifølge Malene Søgaard-Andersen ønsker udvalget at få et bredere perspektiv, før der træffes en beslutning om økonomien.
»Det handler ikke om, at ansøgningen som sådan mangler noget. Det handler om at få flere perspektiver på, hvad Fredericia Shopping ønsker at gøre, og hvordan vi som kommune kan bidrage på en god måde,« siger hun.
Vil lære af andre byer
Dialogen skal også bruges til at se på, hvordan andre kommuner arbejder med deres handelsforeninger og bymidteudvikling.
»Kunne vi lære noget af, hvad andre byer gør? Er der tiltag, som vi kan bruge her? Det vil vi gerne undersøge,« siger Malene Søgaard-Andersen.
Hun fastholder, at der ikke er tale om en skepsis over for Fredericia Shoppings arbejde eller ansøgning, men et ønske om at træffe en kvalificeret beslutning.
»Jeg har ikke oplevelsen af, at det handler om manglende interesse eller tvivl. Det handler om at få en samtale om, hvad Shopping ønsker – og hvordan vi understøtter dem bedst muligt,« siger hun.
Sagen kommer igen i det nye år
Økonomi- og Erhvervsudvalget ventes at genoptage sagen i det nye år, hvor dialogen mellem parterne indgår i grundlaget.
»Vi skal behandle sagen igen på et udvalgsmøde i det nye år. Derfor giver det mening at få den her dialog først,« siger Malene Søgaard-Andersen.
For SF handler processen om at sikre, at de politiske beslutninger understøtter en mere levende bymidte – og at kommunen bruger sine midler rigtigt.
»Shopping arbejder for at skabe liv i midtbyen, og det vil vi gerne støtte. Derfor ønsker vi at få alle perspektiver med, før vi træffer beslutningen,« siger hun.











