Det mangeårige folketingsmedlem Poul Andersen er afgået ved døden den 8. december. Det fremgår af en dødsannonce indrykket af familien i Fyens Stiftstidende.
Poul Andersen blev født i Odense den 1. december 1952, men havde gennem hele sit voksne liv en stærk tilknytning til Middelfart, hvor han boede og var politisk aktiv. Han repræsenterede Socialdemokratiet i Folketinget i mere end 20 år – fra 1990 til 2011 – og vendte siden tilbage som stedfortræder i to perioder i 2012 og 2013-2014.
I Folketinget var han blandt andet trafikpolitisk ordfører i over et årti og senere forsvarsordfører. Han havde desuden en lang række tillidshverv og udvalgsfunktioner, blandt andet i Færdselssikkerhedskommissionen, Vejtransportrådet og følgegrupperne for både Storebælts- og Femernforbindelsen.
Før sin politiske karriere arbejdede han som klejnsmed og siden telefonmontør ved Fyns Telefon, og han var i en årrække en markant stemme i den lokale fagbevægelse som formand for LO i Middelfart, Nr. Aaby og Ejby. Hans engagement i lokalsamfundet omfattede også skoleområdet, ungdomsskolen, TV-Fredericia og flere kommunale nævn og bestyrelser.
Poul Andersen blev 73 år gammel. Han efterlader sig sin hustru Elizabeth, tre sønner samt børnebørn.











