Der findes interviews, hvor ordene står skarpere efter 16 minutter end ved begyndelsen. Og så findes der interviews som det, vi fik med Lasse Schmücker fra Enhedslisten. Et interview, hvor hukommelsen forsvinder hurtigere, end spørgsmålene kan stilles, og hvor grin, undvigelser og tåge erstatter politisk ansvar.

Schmücker beskrives af flere kilder som en central aktør i forløbet omkring partihoppet, der væltede flertallet og gav Middelfart en ny borgmester. Ja, han har tilmed selv stået flere gange og talt med Middelfart AVISENs journalist på stedet om kuppet og, hvad der skete, men nu er alt glemt. Han skulle efter alt at dømme have indledt samtalerne, mødt Ulla Sørensen, talt med hende både på valgaftenen og dagen derpå. Han har selv tidligere bekræftet mødet på McDonald’s.

Nu husker han intet.

»Det er helt væk. Fuldstændig væk« siger han.
»Jeg kan ikke huske det«.
»Jeg ved det ikke«.

Det sker med et grin, som om et kommunalt magtskifte er en sketch fra et ungdomsteater.

Forklaringen, siger han, er hash i ungdommen.

Problemet er ikke, at et menneske har haft et svært årti. Problemet er, at hukommelsen svigter præcis dér, hvor den politiske forklaring burde stå stærkest. Og at den vender tilbage med kirurgisk præcision, når noget er belejligt at huske. For når spørgsmålet handler om, hvorvidt han pegede på Anders Møllegård som borgmester, er hukommelsen pludselig krystalklar: »Jeg er en del af at pege på Anders som borgmester. Selvfølgelig er jeg det.«

Det er selektiv hukommelse i sin reneste form. Og det er en farlig måde at udøve politik på.

Men Schmückers interview er kun toppen af isbjerget. For det virkelige problem i Middelfart er ikke hans hukommelse. Det er tavsheden hos dem, der burde tale.

Vi har ringet til samtlige Venstre-medlemmer i det nye flertal. Ikke én ønskede at stille op til interview om den største politiske historie i Middelfarts nyere tid. Vi har ringet for at gøre borgerne klogere på deres tanker, deres moral, deres forståelse af demokrati. Vi har ringet for at give flertallet mulighed for at forklare, hvorfor byen fik en ny borgmester 24 timer efter valget.

Ingen svarer.

Det eneste menneske, vi fik i tale, var Ulla Sørensens samlever, der tog hendes telefon. Hans besked var kort: Hun vil ikke tale. Ikke nu. Ikke senere.

Det er ikke bare tavshed. Det er flyverskjul.

Der findes et øjeblik i dansk politisk historie, der passer bemærkelsesværdigt godt til det, vi ser i Middelfart. Da Fremskridtspartiet brød sammen, udvandede Kristen Poulsgaard rasende af et gruppemøde og råbte »tøsedrenge!« efter sine kolleger, fordi de ikke turde stå ved deres egne beslutninger. Det var råt, det var ubarmhjertigt, men det var ærligt.

I Middelfart er scenen den samme, bare uden råbet. Her råber ingen. Her siger ingen noget som helst. Her er ingen Poulsgaard. Her er kun stilheden. Tavse telefoner. Politikere, der henviser til »det må Ulla svare på«. Et flertal, der har taget magten, men ikke tør forklare, hvordan eller hvorfor.

Hvis ordet »tøsedrenge« nogensinde har haft aktualitet, så er det nu.

For hvad er politisk ledelse værd, hvis den ikke tåler spørgsmål
Hvad er gennemsigtighed værd, hvis den forsvinder dagen efter valget
Hvad er demokrati værd, hvis dem, der tager magten, ikke vil tale med dem, der giver den

Middelfart står tilbage med et flertal, der bygger på tavshed, tåger og undvigelser. Et flertal, der hverken vil forklare partihoppet, forløbet eller beslutningerne. Et flertal, hvor den ene centrale aktør ikke kan huske, og de andre nægter at tale.

Det er ikke arbejdsro. Det er ikke ansvar. Det er ikke ordentlighed.

Det er en kommunal udgave af mørkelægning.

Og når politikerne forsøger at tie sig igennem det største magtskifte i byens nyere historie, er det ikke blot en hån mod pressen. Det er en hån mod vælgerne.

Der findes meget, man kan koge ned på 16 minutters interview.
Men Middelfart står tilbage med én klar konklusion:
De, der har skabt kaosset, har travlt med at gemme sig fra det.