Et politisk kup er én ting. At forsøge at legitimere det bagefter er noget helt andet. Den farce, der nu udspiller sig i Middelfart, er ikke kun et magtskifte. Det er et værdiskred. Og man kan kun undre sig over, hvordan et parti som Venstre – et parti, der blev grundlagt som et oprør mod magtens lukkede rum – nu selv søger dem.
Venstre havde fredag inviteret DF, SF og Socialdemokratiet til møde om konstitueringen for at brede ansvaret ud. En slags demokratisk pynt, der skal få det hele til at ligne et almindeligt samarbejde. Men alle ved, hvad der foregår. Venstres værdier står for fald. For når et parti, der blev født af højskolebevægelsens lys og oplysning, pludselig insisterer på arbejdsro og lukkede døre, er der noget, der er gået tabt.
Højskolevenstre kæmpede for oplysning, folkelig deltagelse og myndige borgere. Landsmandsvenstre for åbenhed, ærlig tale og modstand mod embedsmagt og taburetmagt. Det oprindelige Venstre var Danmarks store anti-magt-parti. De kæmpede imod Estrups lukkede ministerier, mod at få mennesker bestemte over mange. De insisterede på, at politik skulle tåle dagens lys, og at tillid blev skabt gennem dialog, ikke tavshed.
Men i Middelfart foregår alt i mørke. Det Venstre, der engang krævede oplysning, kræver nu stilhed. Det Venstre, der byggede på ærlig dialog, bygger nu på tavshed. Det Venstre, der kæmpede mod embedsvælde, har gjort sig afhængigt af et flertal, der kun eksisterer, fordi en enkelt person skiftede parti dagen efter valget.
Og midt i det hele sidder Anders Møllegård. Han taler om arbejdsro, om at tale sig ind på hinanden, om gode dialoger i lukkede rum. Det lyder som en leder, der ønsker stabilitet. Men det er i virkeligheden en leder uden retning, uden politisk projekt og uden mod til at forklare sig i åbenheden, som hans eget parti blev født af.
Når han siger, at Ulla Sørensen blot er én ud af 25 politikere, er det en bortforklaring. Alle ved, at hendes partihop er fundamentet under hele konstruktionen. Det giver ikke mening at kalde det et almindeligt samarbejde. Det er et magtlaboratorium, der kun fungerer, så længe ingen spørger ind til dets konstruktion.
Længere væk fra Venstres historiske DNA kan man næsten ikke komme. Grundtvig talte om lysets børn. I Middelfart er lyset slukket.
Johannes Lundsfryd er nu tilbage ved forhandlingsbordet. Det er opsigtsvækkende i sig selv. For hvis flertallet var så stærkt, som Venstre hævder, hvorfor er den væltede borgmester så nødvendigt inventar i forhandlingerne Der er ét svar: Konstruktionen er skrøbelig. Samlingstanken er et røgslør. Og den arbejdsro, Møllegård taler om, er i virkeligheden blot et ønske om fred fra kritiske spørgsmål.
De virkelige kupmagere – dem, der orkestrerede hele manøvren – står stadig i kulissen og griner. De har fået deres hævn. De har fået deres opgør med Johannes Lundsfryd. Men Middelfart har fået en politisk konstruktion, der ikke bygger på værdier eller visioner, men på vrede og personlige regnskaber.
Det oprindelige Venstre kæmpede for folket. Det nye Venstre i Middelfart kæmper imod vælgernes beslutning. Det er et historisk paradoks, der ville have fået partiets grundlæggere til at græmmes.
Politik er i sin essens et løfte om fremtid. Men i Middelfart er politik blevet en kamp om fortid. Om gamle uvenskaber. Om oversete følelser. Om personlige regnskaber. Uden et projekt, uden idéer, uden retning. Det er et tomrum, ikke en vision. Og tomrum har det med at blive fyldt af kaos. Middelfart behøver mod, perspektiv og vilje. Det, der mangler nu, er politik i ordets egentlige betydning.
