BUSINESS. Når MESSE C Furniture Fair 2026 løber af stablen til foråret, bliver det med markant randrusiansk aftryk. Innovation Living fra Randers er nemlig klar til at vise hele tre stærke møbelbrands frem – blandt andet den skandinaviske messepremiere på virksomhedens 2026-kollektion af sovesofaer.
Group CEO Morten Lind fortæller, at kollektionen bliver præsenteret for skandinaviske forhandlere for første gang i Fredericia.
»Vi stiller op med vores nyeste modeller, og det bliver første messe i Skandinavien, forhandlerne kan opleve vores 2026-kollektion« siger han.
Men det stopper ikke her. Innovation Living medbringer også deres bæredygtige brand Tenksom, der består af designsofaer med fokus på komfort, ansvarlige materialer og lang levetid. Flere modeller er Svanemærkede – og en helt ny model får premiere på messen.
»Desuden præsenterer vi sovesofaer fra Hestbæk, som blev en del af Innovation Living-familien sidste år« tilføjer Morten Lind.
Messeformatet i Fredericia er noget, CEO’en ser frem til at gentage. Den første udgave af Furniture Fair i 2025 blev en positiv oplevelse.
»Det var ligesom i de gode gamle dage, hvor møbelhandlerne kom forbi i stort tal og havde tid til tingene. Det fungerede bare«, siger han og uddyber, at messen ikke bare var en kiggemesse, men en reel handelsmesse, hvor der blev lagt ordrer direkte på standen.
»Vi havde også satset på Fredericia og taget meget med – ligesom vi gør i 2026 – og det kvitterede kunderne altså for« siger han.
Forventningerne til 2026-udgaven er høje. Ifølge Morten Lind var både udstillere, kunder og forhandlere tilfredse med premiereåret, og derfor tror han på yderligere vækst og et endnu stærkere skandinavisk islæt i år.
MESSE C Furniture Fair finder sted den 26.-29. april 2026.











