Fredericia Håndboldklub står tirsdag aften foran endnu et afgørende opgør i EHF European League, når holdet løber ind i Swiss Life Hall i Hannover kl. 20.45. Her venter et intenst returmøde med Bundesliga-mandskabet TSV Hannover-Burgdorff – et hold, der allerede i oktober viste sig som en stærk mundfuld.

Dengang i Middelfart Sparekasse Arena blev kampen tæt og dramatisk. FHK kom skidt fra start, men spillede sig stærkt tilbage og pressede gæsterne hele vejen til slutfløjtet. Det rakte dog ikke helt, men meget er sket siden. FHK har hentet to stærke sejre over Tatran Presov og sikret sig et vigtigt point mod Sävehof. Det placerer fredericianerne i en gunstig position i gruppe G, og point i Hannover vil åbne døren endnu mere på klem til videre avancement.

Et særligt gensyn for ’Effe’

Kampen bliver ekstra speciel for én FHK-profil: stregspilleren Evgeni ’Effe’ Pevnov.
Han vender nemlig tilbage til sin tidligere hjemmebane, hvor han tilbragte hele seks sæsoner i grønt og sort.

»Det er fedt. Jeg har mange venner dernede, og det er en smuk by. Mine børn er født dernede, så det er et særligt sted for min familie og mig. Jeg glæder mig til at besøge mit tidligere hjem og se dem, der var en del af min tid i Hannover,« siger han inden afrejsen.

Pevnov glæder sig også over, at 60 FHK-fans tager turen sydpå:
»Der er en stor park/skov centralt i byen, som jeg bestemt vil anbefale, at man besøger. Den minder for mig lidt om Central Park i New York. Og så har de en fantastisk zoo.«

Sportsligt bliver opgaven alt andet end let. Hannover kan stadig gå ubesejret gennem gruppespillet, og de har hjemmebanefordel i en af Tysklands mest intense haller.

»Det bliver en hård kamp. Bare ét point til os kan gøre en stor forskel for os i vores jagt på videre avancement. Men det er også en vigtig kamp for Hannover. Det bliver svært – men jeg ser meget frem til det,« siger Pevnov.

»Det kræver selvfølgelig, at vi spiller godt. Vi må ikke lave for mange tekniske fejl, og vi skal have god kontrol på bolden. Alt skal spille – et stærkt forsvar og en masse redninger – så ser jeg god mulighed for at tage point dernede.«

FHK går ind til opgøret med tro, momentum og en stregspiller, der kender modstanderen bedre end de fleste. Det er alt sammen ingredienser til en europæisk håndboldaften af den helt tunge slags.