En brand i en gammel bunker ved Søndergade i Vejle satte lørdag eftermiddag politiet på en usædvanlig opgave. Klokken 14.55 kom meldingen om røg og flammer fra det forladte anlæg, og patruljer og brandvæsen blev hurtigt sendt til stedet.
Ifølge vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi fandt patruljerne spor, der ikke umiddelbart gav mening.
»Det virker som om, at det er en gammel bunker af en eller anden art, hvor der har været noget ild løs i en sofa og i nogle paller,« siger han.
Bunkerens indretning – med sofa, paller og en tilsyneladende form for opbygget installation – fremstår mystisk, og politiet arbejder nu på at finde ud af, hvem der bruger stedet, og til hvad.
»Det er lidt uvidst, hvad formålet med installationen i bunkeren har været, så vi prøver at undersøge, hvad der tildels er årsag til branden, og hvem der anvender bunkeren og til hvilket formål,« fortæller vagtchefen.
Ingen personer kom til skade ved branden, og ilden er nu slukket. Politiet fortsætter undersøgelserne for at klarlægge både årsag og anvendelse af den gamle bunker.











