Ho ho ho lød det over Fredericia, da Julemanden torsdag eftermiddag ankom til Gammel Havn, hvor han og hans nissevenner fra 6. Juli Garden i Fredericia traditionen tro blev modtaget af forventningsfulde børn og glade familier.

Julemanden blev kørt i veteranbrandbil, mens 6. Juli Garden sørgede for julemusik, der allerede fra første tone fik byen til at lyde af december. Sammen med familerne gik Julemanden i optog mod Axeltorv, hvor de første julelys blev tændt på det flote torv efter tre forsøg med julemagi.

Herfra gik turen videre til Rådhuspladsen, hvor stemningen kun blev endnu mere intens. Her hang duften af brændte mandler i luften, og børn stod på tæer for at få et glimt af dagens hovedperson, Julemanden.
På scenen bød Teater Figuleta på et lille teaterstykke, inden borgmesteren holdt sin julehilsen til byen, hvor han mindede børnene om at ønske sig julegaver fra byens butikker, og ikke købe dem i netbutikkerne. Han sendte også en tak til byens butikker, der stod bag dagens arrangement.

Kort efter tog Julemanden selv ordet – til stor jubel blandt de mange fremmødte. Han talte om lyset, glæden ved julen og om at gå rundt om træet, ligesom han kom med en opfordring til de børn, der måske skal af med sutten i december. En sut ville blive byttet med en gave, sagde han.

6. Juli Gaden leverede endnu en omgang julemusik fra scenen, og da nedtællingen begyndte, bredte forventningen sig over hele pladsen klokken 17.40
Så – med ren julemagi – blev lysene tændt på Rådhuspladsen, og byens store juletræ sprang i glans. Da ”Juleaften!” blev råbt, lød der klapsalver og massevis af smil.

Fredericia havde officielt taget hul på julen.











