En ny undersøgelse får politikere i Middelfart til at erkende, at indeklimaet i skoler og daginstitutioner er blevet underprioriteret. På tværs af partierne er der voksende enighed om, at luftkvalitet og ventilation skal højere op på den politiske dagsorden – men ikke om, hvordan løsningen skal se ud.

8 ud af 10 forældre i Region Syddanmark ønsker, at kommunerne prioriterer et sundt indeklima i skoler og daginstitutioner. Og blandt de forældre, der oplever dårlig luft, svingende temperaturer eller deciderede gener i deres børns hverdag, er frustrationen tydelig: Tre ud af fem vurderer, at indeklimaet i klasselokaler og institutioner ikke er godt nok.

Det er tal, der rammer lige ned i en problemstilling, som flere af Middelfarts spidskandidater nu indrømmer, at de ikke har haft tilstrækkeligt fokus på. For selv om børn bruger langt størstedelen af deres vågne timer i kommunale bygninger, har luftkvalitet, CO₂-niveauer og ventilation haft karakter af et sidespor i de politiske debatter. Det ændrer den nye undersøgelse nu på.

Kun ét sted i det politiske landskab hævdes det, at Middelfart er godt med. Socialdemokratiets Johannes Lundsfryd afviser ikke behovet for løbende opmærksomhed, men han mener grundlæggende, at kommunen allerede har gjort meget af det tunge arbejde.

»Vi er jo snart igennem en kæmpe stor skolerenoveringsplan. Vi har brugt omkring 400 millioner kroner, og en af de ting, der er fælles for alle skoler, er fokus på mekanisk ventilation,« siger han. Ifølge borgmesteren hænger der CO₂-målere i alle klasselokaler, og daginstitutionerne renoveres eller bygges nye med samme standard. »Jeg synes faktisk, vi har ret meget opmærksomhed på indeklima,« siger han.

Det synspunkt står han ret alene med.

Hos Venstre er spidskandidat Anders Møllegård mere forsigtig i vurderingen. Han er ikke overbevist om, at problemet har fyldt nok. »Hvis der er dårlig luft, så yder man jo ikke sit bedste. Det støver jo til, og det kan give et dårligt miljø,« siger han og peger på, at kommunens ejendomscenter i højere grad bør gennemgå systemerne. Hans konklusion er klar: Kommunerne må forpligtes til at måle og dokumentere luftkvalitet. »Der skal være en grænse, man skal overholde. På lige vilkår med alt muligt andet.«

Den linje får opbakning fra flere sider. Især fra Danmarksdemokraternes Jonas René Jensen, der er blandt de mest kritiske over for den nuværende tilgang. »Nej, det har ikke nok opmærksomhed. Vi underprioriterer det og undervurderer, hvad det betyder for de unge mennesker at have et sundt indeklima,« siger han. Han beskriver, hvordan fælles elevråd selv har rejst problemstillingen over for politikerne – og at børnene dermed gør opmærksom på noget, som de voksne ikke har prioriteret.

For ham er løsningen ikke til at tage fejl af: konkrete investeringer i ventilationsanlæg. »Du er nødt til at have anlæg, der kan få luften til at cirkulere, så den ikke står stille. Det burde vi indføre på vores skoler,« siger han.

Konservative Morten Weiss-Pedersen lægger sig på samme linje. For ham er problemet helt konkret – og helt fysisk. »Der er steder, hvor luften står helt stille og der lugter ikke rart. Og det går ud over indlæringsevnen. Lærerne har det heller ikke godt i det,« siger han. Som tidligere leder på en uddannelsesinstitution har han selv oplevet, hvordan simple tekniske løsninger kan ændre arbejdsmiljøet markant. »Vi skulle investere i luftventilatorer. Vi fandt ud af, at det kunne sænke varmen med 4-5 grader bare ved at skabe cirkulation,« fortæller han. Derfor ønsker han, at kommunerne forpligtes til at måle og dokumentere luftkvalitet – og at minimumskrav fastsættes nationalt.

På den anden side af skalaen står Dansk Folkepartis Steffen Daugaard, som mener, at problemet kan løses mere lavpraktisk. For ham er nøglen ikke nye regler, men almindelig omtanke. »Opmærksomhed og bevidsthed kan gøre rigtig meget. I gamle dage åbnede man vinduet i frikvarteret. Det har man måske glemt,« siger han. Han afviser, at kommunerne skal forpligtes til målinger eller dokumentation. »Vi skal ikke til at lave jobs og mystiske ting. Det skal bare løses. Lufter det dårligt, så luft ud.«

Fra Enhedslistens Lasse Schmücker er erkendelsen usminket og ærlig: »Jeg må indrømme, at jeg ikke har skænket det en tanke som politiker. Det er ikke noget, der har fyldt her i Middelfart.« Alligevel er han ikke i tvivl om, hvordan man bør reagere nu. »Vi skal undersøge vores skoler. Ud med målinger og se, om systemerne fungerer optimalt,« siger han, og han åbner både for lokale og nationale mål, så indsatsen ikke drukner i hverdagens drift.

Undersøgelsen fra Synergi får dermed markeret et tematisk skifte i den kommunale debat. For mens Middelfart de seneste år har diskuteret skolepolitik, specialområdet, økonomi og struktur, har noget så grundlæggende som luftkvalitet tilsyneladende levet et stille liv uden for politiske dagsordener. De nye tal understreger omfanget: Dårligt indeklima kan ifølge forskningen koste børn op mod et helt års læring over skoletiden. Et tal, som i uddannelsessektoren ville udløse omfattende reformer, hvis det handlede om undervisning – men som indtil nu ikke har skabt tilsvarende momentum, når det handler om bygningernes tekniske tilstand.

Også kampen om minimumskrav deler kandidaterne. Hvor Lundsfryd henviser til kommunens egen indsats, bakker Møllegård, Weiss-Pedersen og Jonas René Jensen op om nationale standarder, der sikrer ensartet kvalitet. Schmücker ønsker fælles mål – mens Daugaard advarer mod bureaukrati.

Men på tværs af forskellene tegner der sig én fælles konklusion: Indeklimaet har stået i skyggen alt for længe. Politikerne er i forskelligt tempo på vej ud af den skygge nu – uden nødvendigvis at være enige om, hvad der skal til, eller hvem der skal betale. Men de anerkender alle, at indeklimaet påvirker både læring, trivsel og arbejdsmiljø. Det gør spørgsmålet til et politisk valg om tempo og vilje – ikke om relevans.

I en tid, hvor kommunerne kæmper med trivsel, rekruttering og specialudgifter, kan netop forbedringer af indeklimaet vise sig at være en af de mest omkostningseffektive investeringer, der kan foretages. Ikke en spektakulær beslutning med klipning af røde snore – men en investering i noget, man hverken kan se eller høre, men som børnene mærker hver eneste dag.